Bog

Til den smukkeste - 117 digte

Af (
2019
)

Anmeldelse

Til den smukkeste af Mette Moestrup

11 jun.19

Muterende digte på grænsen til det maniske; sproget ridser i bordet og sætter mærker, som ligner æbler, muser, krig, lyst, kærlighed, sindsro og sindssyge. Stridsæblet er kastet i skønhed og smager både pompøst og humoristisk.

De 117 digte, tretten for hver af de ni muser, udforsker systemer, ritualer og kontraster. Hvert afsnit i samlingen er underlagt et koncept som fx episk poesi, korsang, komedie og klagesang. Formen – eller strukturen – er et vigtigt element i samlingen og gør, at Moestrups digte kæmper med og mod det smukkeste.

Titlen, ’Til den smukkeste’, er i sig selv en kontrast. Det er inskriptionen på det æble, stridsgudinden Eris kastede til et bryllup, hun ikke var inviteret til. Æblet førte i mytologien til krig og dette æble muterer igennem samlingen – fx i afsnittet ’Eris-variationerne’, hvor Moestrup bl.a. skriver: ”SÅ KASTER GUDERNE SIG OVER FRUGTEN / SÅ BLIR DER KRIG IGEN: / FESTEN VAR BARE EN KAMUFLERET KRIG”. Den sidste sætning i digtet indkapsler samlingens væsen; det kamuflerede. Digtene forsvinder, næsten, for øjnene af læseren og viser i glimt deres skønne, sanselige, vilde og ulækre ærinder frem. Digtsamlingen fremstår som en strøm af indskydelser afbrudt af tætslebne digte.

Moestrup skriver utilregneligt og smukt, faktisk en ganske interessant kombination, og sansningerne står i kø. Et godt råd til læserne: hold fast, for det bliver vildt. Et andet godt råd: hold en lille pause mellem hvert afsnit, da digtene og indholdet varierer i en sådan grad, at hvert afsnit nærmest er en digtsamling i sig selv. En sammenligning, uden at de to værker ellers har noget med hinanden at gøre, er Svend Åge Madsens roman ’Af den anden verden’, der, ligesom Moestrup, mimer og skriver ud fra forskellige stilarter i hvert kapitel/afsnit. Fælles for værkerne er altså en afsøgning af sproget i forskellige kontekster.

En del af digtenes billeder sidder fast på nethinden efter endt læsning. De gode sætninger og variationer står i kø gennem samlingen – fx en lille perle som ”hvis et rum altid har været tomt / producerer det helt af sig selv et spøgelse / simpelthen for ikke at være så tomt”. Det livløse bliver levende gennem Moestrups poesi.

Ét af samlingens bedste afsnit, ’Blodæbledøgnet’, fremstår som historisk poesi i den forstand, at digtene skrives ud og har et mere narrativt forløb. Det første digt i afsnittet, ’Om natten’, er fantastisk. Her fx fra indledningen: ”Lyden af et æble, som blev spist, bid for bid, / vækkede mig lige før. Jeg er lidt i tvivl om, / hvor det nu er, jeg er. Men dette ved jeg med sikkerhed: At jeg er alene.” Æblet ender med at hjemsøge jeg’et, mens det bevæger sig rundt i Wannsee.

Mette Moestrup har skrevet en digtsamling, der skal læses med tungen lige i munden og et fokuseret blik. Stridsæblet er kastet i skønhed og smager både pompøst og humoristisk.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
46543114
ISBN
9788702282504
Antal sider
178

Ny feministisk litteratur

Som ved ebbe og flods genkommende skift bevæger feminismen sig tilsvarende som en organisme, der i flydende rytmer bølger og forgrener sig i flerstemmige retninger og betydninger.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer