Rud

Kære læsere

Så er maj slut. Sommeren er ifølge kalenderen begyndt og debatten om de 6 nominerede romaner er endegyldigt slut her på siden. De tre finalister er fundet, og vi kan se frem til den spændende afgørelse den 16. juni. 

Jeg vil benytte lejligheden til at sige tusind tak til Kamilla Hega Holst, som beredvilligt har løftet sløret for mange af sine tanker om romanen Rud. Den er som bekendt med i opløbet om romanprisen. Tillykke med det.

Også en stor tak til de øvrige fem forfattere, Jesper Wung Sung, Agnete Friis, Svend Åge Madsen, Maren Uthaug og Jonas T. Bengtsson for deres deltagelse i debatterne. 

Og med det vil jeg bare ønske alle læsere her på siden en god sommer og på gensyn til nye debatter i næste sæson.

Jeres tovholder

Erling Lykke

Kære Læseklubber.

Ishøjs Biblioteks TO LÆSEGRUPPER (hvor er det dog fantastisk at så mange melder sig til læseklubberne) har stillet spørgsmål til RUD, som jeg vil forsøge at besvare nedenfor:

Den sorte side i bogen optræder halvvejs som et billede på den nat, der netop er overstået og samtidig som indikator på det mørke Simon repræsenterer og det markante skifte i fortællingen, der opstår, da han dukker op i sommerhuset.

Bogens leg med linjer er inspireret af og går i dialog med en filosofisk tanke om flugtlinjen, som et billede på et brud med tankemønstre. Linjerne repræsenterer muligheden for at tænke noget andet, handle anderledes og gøre sig fri af de strukturer, der former os. Linjerne kan ses som et billede på hjernens nervebaner eller planternes rodnet, og flugtlinjen skal forstås som en linje, der løber ved siden af ‘hovedvejen’, en slags afsporing, en flugt fra de gængse, normale og vante bevægelser. I RUD bliver linjerne således et billede på muligheden for at forlade Simon, at flytte sig væk fra hans kontrol og styrende fortællinger om familien. Jeg leger i bogen konkret med en abstrakt filosofisk tanke og lader linjerne og deres forbindelse til ordet RUD være Kaisas mulighed for at bryde med Simons etablerede leg med koordinator og grene og i en overordnet forstand et brud med hans blik generelt.

Jeg tænker, at børnene, Malte og Mira, er hovedårsagen til at Kaisa bliver hos Simon så længe som hun trods alt gør, og samtidig er børnene den væsentligeste grund til, at hun til sidst finder modet og kræfterne til at forlade ham. Der står i bogen: – Har du ingen skam i livet, hviskede han, når jeg en sjælden gang alligevel skreg. At jeg insisterede på at gøre børnene til vidner, rystede ham, sagde han; var samtidig den væsentligeste årsag til, at jeg omsider tog mig sammen til at gå.”

Jeg oplever Kaisa som en meget sensitiv person. Hun er et legende menneske, som er mere optaget af at udfordre og bryde grænser end at sætte grænser op for sig selv og sine børn. På den måde er hun ikke særlig god til at passe hverken på sig selv eller sine børn og er i den forstand problematisk som mor. Jeg tænker, at livet generelt er udfordrende for Kaisa, hendes mor var en isoleret særling, og Kaisa er vel selv vokset op som lidt en særling, men jeg oplever hende ikke som psykisk syg. Hendes indlæggelser og psykiske sammenbrud ser jeg som et resultat af Simons grænseoverskridende, brutale og dominerende adfærd. Og ja, hun dæmper noget med alkohol. Det hører vi flere gange i bogen. Om hun drikker til dagligt, ved vi ikke, men vi ved, at hun er vokset op med en mor, der af og til drak sig i sænk. Noget, kan hun have lært hjemmefra på samme måde som Simon krøb under huden på hende og blev styrende for hendes liv.

Det var alt fra mig … tak for jeres mange, fine spørgsmål.

Bedste hilsner fra Kamilla

Kære Læsere

De opmærksomme af jer har nok bemærket, at Rud er med i finalen om årets DR Romanpris. Men debatten om bogen lukker med udgangen af maj, så kom gerne med de sidste kommentarer og spørgsmål til Kamilla Hega Holsts bog.

De varmeste maj-hilsner

fra jeres tovholder

Erling Lykke

RUD er en frygtelig bog! Frygteligt god og frygteligt frygtelig. Deltagerne i Ishøj Biblioteks to læsegrupper havde forskellige, men alle meget stærke meninger om bogen, så debatten var livlig og vi kom omkring mange spørgsmål fx – Hvad er det gode liv? - Hvad er kærlighed og hvad er begær? Vi talte også en del om fortællersynsvinklen, for hvad er egentlig den ’virkelige’ historie i RUD? Kaisa ser tingene på én måde, Simon på en helt anden måde. De fleste var enige om, at der er et godt drive i Rud, nærmest som en psykologisk thriller. Flere fik lyst til ’at læse baglæns’, for hvad var det nu der skete og hvem siger hvad? 

Vi var også optaget af det indbyrdes spil, der havde låst Kaisa og Simon fast i hinanden lige fra deres allerførste møde. Igen og igen lyder det ”Simon siger” præcis som i den børneleg, hvor en siger ”Simon siger HOP” og så hopper alle. På samme måde er det som om Kaisa har levet sig ind i Simons forventninger og måske har gjort, som han ønskede, uden at han behøvede at sige så meget. Simon siger, ja, men hvad siger Kaisa egentlig?  

Bogens illustrationer fyldt med linjer og punkter og rod og organisk affald var vi også ret optagede af. Flere mente, at den store folde ud-illustration var et billede på hele Maltes liv i familien. Og flere mente, at Malte minutiøst  havde koreograferet Simons eftersøgning af Malte ved hjælp af koordinater og andre ledetråde, og at Malte på den måde havde planlagt hele eftersøgningen og også muligheden for at han kunne myrde sin far. Malte er 14 år og derfor stadig under den kriminelle lavalder. Desuden kender Malte lovgiviningen og ved, at man ikke bliver straffet på samme måde, hvos man handler i nødværge. Osv. Vi levede os så meget ind i Maltes situation, at vi på mange måder godt kunne forstå, hvorfor han følte sig ’tvunget’ til at slå sin far ihjel.  Skræmmende.

Vi havde mange spørgsmål, men Kamilla Hega Holst har allerede svaret på mange af dem. Her er dog et par stykker mere:  

-    Betyder den sorte side i bogen noget bestemt? 

-    Hvad symboliserer linjerne?

-    Hvordan finder Kaisa modet til at forlade Simon?

-    Er Kaisa psykisk syg og alkoholiker eller er hendes adfærd en naturlig reaktion på et forskruet ægteskab?

Kære DR Roman-læseklubber. Hvor er det fine og eftertænksomme betragtninger I gør jer om RUD. Og hvor dejligt at høre, at “den var hurtig læst, men bestemt ikke letlæst”. Jeg tilstræbte i mit arbejde med romanen at skrive en plotdrevet, hæsblæsende fortælling frem, men samtidig ønskede jeg at gøre historien så kompleks, med så mange lag, at man ikke nødvendigvis følte sig færdig med bogen, når man havde læst den til ende. Dejligt hvis jeg er lykkedes med det.

Det er rigtigt som Connie Mikkelsen nævner, at jeg for nogle år siden kørte hjem fra stranden i Asserbo Plantage med mine to børn, mine forældre har et sommerhus i plantagen, og min søn valgte at køre alene en anden vej hjem end min datter og jeg. Det slog mig, da han drejede ned ad stien, at han kunne blive væk, at han netop var i den alder, hvor jeg som forælder både skal passe på ham og lære at give slip på ham. Den følelse var udgangspunktet for min roman RUD. Nysgerrigheden på teenagebarnet og det ambivalente i, at ens barn både er en integreret del af en som forælder og samtidig er helt sin egen. Og netop det relationelle i en familie er jeg nysgerrig på, hvordan vi påvirker hinanden og bidrager til hinandens udvikling på godt og måske på ondt. I hvert fald udviklede RUD sig til en brutal historie om magtmisbrug, om leg og eksperimenteren og om muligheden for at løsrive sig og blive voksen. Jeg ser grundlæggende RUD som en roman om transformation.

Jeg oplever i høj grad hovedpersonen Kaisa som en udfordrende romankarakter. Der er noget legende i hende, et ønske om at skubbe grænserne for samvær, at bevæge sig væk fra det allerede etablerede og ind i noget nyt. Jeg oplever legen som noget potentialt nyskabende i sin eksperimenterende form, men legen kan også blive farlig netop i sin grænseoverskridende udfoldelse. Jeg er generelt i mit litterære arbejde optaget af bevægelsen mellem erkendelse og destruktion. Jeg oplever i høj grad, at Kaisa pirrer Simon, at hun ligesom ikke kan lade være, men jeg forestiller mig ikke, at hun ønsker hans fysiske og psykiske afstraffelse. Volden opstår, når Simons grænser bliver overtrådt, når han mister kontrollen med Kaisa. Kaisa kan ikke selv finde ud af at stoppe legen, men det er ikke hende, der slår. Hvis Simon magtede det kaotiske og grænseoverskridende, forestiller jeg mig, at legen kunne være blevet noget anderledes sjovt og omsorgsfuldt imellem ham og Kaisa.

På samme måde tænker jeg, at Malte har orkestreret sin leg, sin skattejagt, på en sådan måde, at han er klar over, at Simon vil blive pirret af de manglende grene, af de for få koordinater og af Kaisas tilstedeværelse i det hele taget, så han til sidst ikke magter andet end at udøve vold. Og når først Simon slår, kan Kaisas nødret og Maltes nødværge retfærdiggøres. At det ender med et mord, hvad det formentlig gør, er jo den ultimative løsrivelse, men samtidig vil mordet være et evigt traume for de efterladte og i den forstand (også) et fangeskab. Jeg tror, at Malte ønskede at tage livet af sin far, i hvert fald i overført betydning, men at han faktisk lykkes med sin leg, at hans ønske blev opfyldt, var jo ikke givet og muligvis mere en idé end et virkeligt ønske: Er leg virkelighed? spørger han. Må man slå ihjel i leg? Det er på mange måder en intuitiv skattejagt, han sætter igang, et intuitivt spor og samhørighed, der finder sted mellem mor og søn, og som i sidste ende fører moren frem til totempælen i sandet.

Jeg er selv lidt foruroliget over bogens slutning. For jeg oplever netop Maltes leg som et ønske om løsrivelse, en længsel efter at vokse op fri af sin fars vold, kontrol og overgreb, men tænker samtidig, at han mimer sin far i romanens voldelige slutning. Han taler sin fars sprog og passer på sin mor, på samme måde som Simon passede på Kaisa, han retter på hendes tøj på samme måde som Simon gjorde, og i den forstand er bogen en kommentar til et yderst slidstærkt patriarkat, og i det hele taget fremskriver bogen en tvivl i forhold til troen på at bryde med de strukturer, der former os, med den familie og de omgangsformer vi er skabt af. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan flytte os, men helt at fralægge de mønstre, vi er spundet ind i, er forbandet vanskeligt.

Jeg håber, at jeg i ovenstående tekst har fået svaret på nogle af jeres spørgsmål. I kan også lytte til min samtale med Diana Bach fra DR - se link her: https://www.dr.dk/radio/p1/dr-romanprisen-2018/dr-romanprisen-2018-6-6-kamilla-hega-holst#!00:00:00 

Hvor jeg også taler om collagen i min bog, om mit arbejde med den (jeg har selv lavet den) og collagens betydning for historiens udvikling.

Fortsat god læsning og debat her på siden og ude i læseklubberne.

Mange kærlige hilsner fra Kamilla

””Rud” er ikke en bog til en ostemad og en kop og te”, var der en, som bemærkede i DR Romanklubben på Hillerød Bibliotek. Alle var dog enige om, at Rud er vanvittigt godt skrevet og komponeret på sin hudløse måde.

I lighed med ”Sus”, som bogen måske bedst kan kobles med i denne sæson, er der ingen moralske pegefingre; kun nøgtern beskrivelse, hvor det er op til læseren at bedømme, hvorvidt denne bog er relevant eller ej. Livet med en psykopat kan hurtigt blive en ubrydelig, ond cirkel (eller snarere celle), hvor kun radikale handlinger, kan bryde de usynlige lænker.

Der blev talt om, at ”Rud” kan læses og tolkes på flere planer (det reelle, psykologiske, symbolske, tematiske og som genre). Og den rykkede under debatten til flere af deltagernes syn på bogen.

Vi har kun et par spørgsmål til Camilla Hega Holst vedr. illustrationerne, som er mystiske og ækle, tiltrækkende og frastødende på samme tid:

Hvad er motivet for, at de skulle med i bogen?

Hvem står bag bogens illustrationer?

Med venlig hilsen

DR Romanklubben, Hillerød Bibliotek

Ærø læsekreds har allerede debateret maj måneds bog, og jeg bringer notater videre fra vores debat

Der var kun få af os der havde kendskab til  Hega Holst, inden vi alle fik læst Rud.

Vi startede med en runde, hvor vi hver især havde mange positive tilkendegivelser om tempoet, og spændingen i bogen.

Vi havde ikke selv fundet på at låne bogen,så med læsekreds ideen får jo udvidet vores forfatter repertoire.

Plottet med geotracking er også originalt fundet på, det må Kamilla enten have researchet godt på, eller have kendskab til.

Flere af deltagerne havde set et program om bogen med forfatteren  på DR4, og fortalte at hun havde prøvet at lede efter sin søn i Asserbo plantage, men det kan hun måske komme ind på her, hvis hun er med til maj ? - til  oplysning for alle der ikke fik set programmet.

Genren er jo endnu en samtidsroman, om en dysfunktionel familie. 

Denne gang med meget suspense,gyser effekter,og psykologisk drive.

Dramaet foregår i den højere sociale klasse, en forskel fra de forrige bøger med samme tema,der har været debateret ( Uthaugs og Bensons )

Vi fandt det fascinerende at historien hele tiden har den noget ustabile Kaisa som hovedfortæller, hvad er sandt / usandt  / fortolkninger , hendes sårbarhed og usikkerhed, mærkelige selvværd må bunde i hendes psyke, og de psykologiske følger hun døjer med.

Og sikke en mand ham lægefaderen Simon er, - eller fremstilles som, nærmest en psykopat, eller i hvert fald alt for dominerende.

Børnene og deres opvækstvilkår havde vi også en snak om, og det er tydeligt at lillesøster Mira  søger tilflugt i bøgerne,hun beskrives som meget lille og tynd, er hun ved at udvikle en spiseforstyrelse ?

medens den noget mærkelige storebror Malthe, har svært ved at leve op til deres styrende far, og derfor vælger sin egen vej. - det er ret klamt det der foregår i annekset.

Den “ perfekte” verden faderen Simon foregiver at kunne give sine børn, holder jo heller ikke i virkelighedens verden .

Han misbruger sin lægelige autoritet til at manipulerer med mor Kaisa, og hun lader sig misbruge , måske fordi deres forhold altid har været spundet ind i S/M . Er det ikke lidt søgt at han er læge for sin egen kone? Og misbruger han ikke sin stilling på det groveste i kampen om forældreretten over børnene? 

Eller har hun måske en ubehandlet fødselsdepression ?og lader hun /Kisa sig misbruge? 

Vi syntes det er svært at gennemskue om lægefaderen er så utiltalende som han fremstilles gennem Kaisa s øjne.

Hvad vil Kamilla Hega Holst med sin historie ?

Hun får i hvert fald vist at dysfunktionelle familiestrukturer ikke kun behøver at finde sted i social klasse 5.

Vi takker for er velskrevet drama, næsten med psykologiske gys i hvert kapitel, og uden at plot spoile, må vi lige nævne at slutningen var ret overraskende for de fleste af os.

DR romanklub onsdagsholdet på Fredericia Bibliotek :)

Bordet rundt var alle ret begejstrede for denne gribende roman, men det var ikke just hyggelæsning. Vi kunne ikke hitte ud af, hvem vi ville anbefale den til, men at alle læseklubber i hvert fald skulle gribe den.

Vi kom langt omkring, men kredsede selvfølgeligt meget omkring Kaisa, hvordan hun langsomt udfoldes som person, det der er overgået hende og det forhold hun og eksmanden havde.

Vi talte om Kaisa som mor, det svigt hun har med fra barndommen, og de svigt hun udsætter sine børn for. Børn der reagerer, på forældrenes svigt, på meget forskellige måder. Malte der stammer og fysisk forsvinder igen og igen. Datteren der forsvinder mentalt ind i bøgernes verden.

Og så talte vi meget om eksmanden og hans rolle. 

Der var stor enighed om, at bogen var spændende, og man blev ligesom drevet videre mens man fortvivledes både over og med Kaisa. Den var hurtigt læst, men bestemt ikke letlæst. Flere læste den to gange for at få det hele med, og den vinder endnu mere ved 2. gennemlæsning.

Spørgsmål vi meget gerne vil ha svar på/ro i sindet omkring:

Var Kaisa et offer for en psykopat eller var hun en aktiv spiller i et sygt magtspil, der udviklede sig?

Var det nødret eller nødværge, eller et nøje planlagt mord?

Flere var bange for at de sidste sider i bogen antyder, at Malte overtager faderens rolle. At han hænger fast i en rolle givet af faderen. Eller læser vi for meget ind i en meget sårbar situation?

Kære læsere

Lige et PS fra min side: Kamilla Hega Holst har sagt ja til at deltage i debatten og svare på spørgsmål. Så fyr løs med jeres kommentarer og spørgsmål

Erling Lykke

Bare en ganske kort kommentar her fra mig af. Jeg synes grundlæggende, at Kamilla Hega Holst er en spændende og anderledes forfatter, der laver ret skæve tekster, og jeg har samtidig indtryk af, at hun sætter sig selv og sit liv, og det hun består af meget på spil. Hun gør absolut ikke sin hovedpersoner pæne heller ikke Kaisa i "Rud" men alligevel opnår man en sympati for personen, når man får lov at komme tæt på, og oplevelsen af, hvem der er den stærkeste personlighed og person i det hele taget vendes virkelig på hovedet. Hvem lever de rigtige liv, og hvem gør ikke. Hun står ved den, hun er dybest set er mit indtryk og mit indtryk er også, at det gør hun både med hendes hovedpersoner i bøgerne, men også med sig selv i det virkelige liv. Det er kun gisninger og mine fornemmelser, men dem vælger jeg at stole på. Jeg kan stadig huske for nogle år siden på Bogmessen, da jeg oplevede hende på scenen i forbindelse med udgivelsen af hendes roman "på træk" - feminim i sit tøj - rød kjole (kort og med vidde fra taljen) og sorte halvlange støvler, håret halvlangt og udslået, men samtidig rå og maskulin i sit udtryk. Denne dobbelthed fascinerede mig da begge dele føltes autentisk for hende og mig, der oplevede og så og hørte hende........ 

I romanen "Rud" eksperimenterer hun yderligere med landkort og billeder/tegninger - blander forskellige kunstarter, men tilsammen skaber de indholdet "teksten" - ja teksten udvides .... Godt lavet!

Kære læsere

Kom maj du søde milde. Og du milde, hvor har vi læst i denne sæson. Men nu er vi altså nået til sæsonens sidste nominerede roman til DR Romanprisen. I ved naturligvis, at der er tale om "Rud" af Kamilla Hega Holst. Jeg ser, med forventningens fryd i maven, frem til alle jeres indlæg om denne roman. Så fat pennen og lad os få en livlig debat om Kamillas bog.

Med varm forårshilsen

Jeres tovholder

Erling Lykke