Forfatteraben

At være kvinde og forfatter er ligesom at være en abe, fortæller Hanne Højgaard Viemose.

Af Hanne Højgaard Viemose, forfatter

Hej, jeg hedder Hanne, jeg er kvinde og forfatter, 172 cm høj, 62 kg, jeg kan sige hola, bonon tagon, godan daginn, annyonghaseyo, jeg kan sige hello mister how are you today, buenos dias senor, konichiwa, bh str 75 c, trusser 38-medium, jeg ka godt lide natur, jeg er en abe, se jeg kan svinge med halen, har fregner og krøller, to til fire børn, en velfungerende livmoder, stærk pms, uregelmæssig cyklus, imponerende mælkeproduktion som stadig idag tre år efter seneste ammestop ka gå igang ved lyden af et spædbarn, af stjernetegn er jeg tyr, dyster/ melankolsk anlagt, ufrivilligt sjov, evner: så godt som ingen (ka plukke bananer), øvrige kendetegn: rastløs og grådlabil, ulykkelig af natur (nedadgående spiral/gudernes legetøj), nervøs og forslugen, stiv i nakken, sky, mand: sjældent den samme, glad for ingefær og citrusfrugter, om vinteren blir den bleg, fregnerne forsvinder, håret taber sin rødlige glød.

Solen er på vej ned over vulkanen på Tenerife, jeg sidder på balkonen med en øl og skriver dette, jeg er taget til Gran Canaria for at komme væk, jeg har været her før, i den samme lille by, i den samme lejlighed, det er ikke for at opleve noget nyt eller holde ferie, jeg har ikke brug for ny inspiration, men ro i mit hoved, søvn, jeg skal slippe af med en virushalsbetændelse og en kold lungebetændelse, jeg skal indhente arbejdsopgaver, det har været en hård vinter, vi har været syge på skift, drengene, mine børn, Björn og Dagur på 4 og 6, og jeg, jeg, jeg har et skrøbeligt helbred, er stresset over min økonomi, jeg er kvinde og forfatter, har ikke fast job, enlig mor, har ikke dagpengeret, har netop mistet mit bidrag som enlig forsørger fordi jeg er flyttet i bofællesskab, jeg ligger tit vågen om natten og er bekymret for fremtiden, jeg er bekymret for min eks-mand som er alvorligt syg, jeg får af og til anfald af migræne og angst, er ofte plaget af dårlig samvittighed overfor mine børn, når jeg er syg eller stresset er det svært at være en god mor, så gir jeg dem for lidt opmærksomhed, blir utålmodig, træt, så blir de vilde og jeg skælder ud og så kører bussen. Om natten ligger jeg og hoster og bebrejder mig selv at jeg ikke er en sødere, sjovere, mere opmærksom mor, nu er jeg taget væk, jeg forsøger at bryde den elendige cirkel.

Nu kommer foråret, svalerne og sommerfuglene, træerne får lysegrønne blade, aberne hujer og svinger sig fra gren til gren i livstræets krone.

Jeg tænker egentlig ikke på mig selv som en kvindelig forfatter. På den anden side, i min seneste roman Mado har jeg skrevet en del om en kvindes erfaringer med at være gravid og føde børn, få aborter, gå på slankekur, forholde sig til sin krop efter børnefødsler, at være mor, og enlig mor med små børn, at være liderlig, menstruerende, mælkeproducerende, at onanere med fingrene i kussen.

som fx her:

"Det jeg forsøger at sige er:

efterårets hestehale er stram og præcis, mit hår er ikke langt nok, min fisse er ikke stram nok jeg skal knibe hundrede gange om dagen, jeg skal spise sindssygt mange bær, en banan er et bær et hindbær er et bær tranebær er godt for blæren, jeg skal lave tusinde knibeøvelser om dagen, min fisse skal være stram, se lige den her body shape, jeg kan få bedre orgasmer, min blære falder nedad, et hindbær er et fedtforbrændende bær, du skal stramme ballerne, du har 16 propoints til resten af dagen, har jeg fortalt hvordan det forholder sig, du har 26 propoints at spise for om dagen, en gulerod er gratis en skive rugbrød er tre et glas minimælk to, det koster 85 kr. At blive vejet om onsdagen, efterårets hestehale er sindssygt præcis, så knalder jeg lige med håndvasken og får en stramt planlagt orgasme forstår du hvad jeg siger har du også nogle gange ønsket du ikke var født, at du ikke havde børn, jeg sprak hele vejen til ringmusklen, mine skamlæber flængede som gamle lagener man river i stykker fordi man skal flygte fra femte sal i det brændende hus"

 På den måde er det selvfølgelig en bog fuld af kvindelig kropslighed, som andre kvinder måske kan identificere sig med. På den anden side er det også en bog med en grim og omflakkende, rastløs både bevidsthed, skrift og hovedperson, hvilket ingen af kønnene vel har patent på, men nok er mest kendt i  litteratur skrevet af og omhandlende mænd, i beatlitteraturen fx.

Det værste ved at være (kvindelig) forfatter er det evindelige pres for at udsende pressebilleder af sig selv og stille op til alverdens interview- og prisnomineringsgejl (jeg kan godt lide at læse op, men alt det andet: pff). Det får mig til at føle mig som en abe. Jeg hader at blive fotograferet. Jeg hader at vide at omtalen af min bog får en dårlig plads, om nogen overhovedet, i avisen, hvis jeg ikke sender et lækkert billede af mig selv ud.  Jeg hader, at jeg nær blev frataget en nominering til en litteraturpris, fordi jeg ikke ville fotograferes. Jeg hader at folk altid vil SE forfatteren, at man skal give noget af sig selv som privatperson, (som om det ikke er nok at have vredet og våndet sig i årevis for at skrive en bog), at kulturjournalisterne køber den præmis og holder den ved lige. Jeg hader at skulle opføre mig som en dresseret abe, svinge med halen, for at folk gider læse mine bøger, for at de overhovedet opdager at de findes. Jeg hader bananer.

 Ind imellem slår det mig at folk kan opfatte en skrift som kønnet, at skriften kan opføre sig på en måde, så læseren får en fornemmelse af og forventning om et køn. Dengang jeg skrev på min første roman Hannah læste jeg et afsnit op for et hold højskoleelever og en umiddelbar reaktion blandt eleverne var, at det var sjovt, at jeg kunne leve mig så godt ind i at være en ung mand. Men de tog fejl, hovedpersonen i Hannah er en ung kvinde, det er i høj grad en selvbiografisk roman, men jeg tror, det er den lidt rå fortællertone og måske den nøgternhed og rastløshed, der præger skriften, der har virket så mandligt kønnet på eleverne. Efter bogen udkom har jeg ved forskellige lejligheder hørt kritikere og andre læsere tale om, at Hannah er en ung, forvirret kvinde, der opfører sig som om hun var en mand. Jeg forstår godt hvorfor man kan ræssonere sådan, hvis man fx læser starten af Hannah og ikke kender eller tænker på titlen:

"Jeg arbejdede engang på en bananplantage uden for Tully i det nordlige Queensland. Tully, der ikke var et sted for en pige som mig. Get out of that place sweetie, sagde Donald (…)

Tully var ikke et sted, man slog sig ned, hvis man ikke havde sine grunde. Det var det vådeste sted i Australien, en flække gemt væk mellem masser af bananplantager, millioner af sukkerrør og regnskove, der bølgede helt ud til havet. De lokale slog sig på flasken hver eneste payday, fredag efter fire, og man fik nemt nogle tæsk, der skulle ikke meget til. (…)

Man drak Four X af cooler og gik med bare tæer og T‐shirts til en dollar.

Når pubben lukkede klokken tolv, kørte man til Country Club Feluga i en kasseret truck fra Chiquitas, stenede rundt i et rungende lokale af beton til Dirty Old Town, vendte de samme plader med Springsteen og Metallica. Man røg sig skæv og drak, til man tumlede om, eller ud for at knalde en tilfældig fra plantagen på flodbrinken på den anden side af vejen, til latterfuglen kookaburra lod sit morgenskrål lyde over sukkerrørene, regnskovene og bananplantagerne.

Her boede jeg det meste af et år i en campingvogn på den anden side af jernbanen, hvor tipvognene blev læsset med sukkerrør og kørt ind på fabrikken. Jeg vil ikke sige, at jeg slog mig ned, men jeg lagde heller ingen planer om at rejse, blev ligesom bare hængende uden at tage stilling til, hvad der skulle ske."

Det kan godt provokere mig, når folk på den måde sætter et køn på bestemte opførsler, eller bestemte måder at udtrykke sig på. Jeg synes jo ikke Hannah opfører sig som en mand, eller at jeg fortæller som en mand, hun er bare Hannah, jeg er bare mig. Jeg synes ikke, det er mere mandligt end kvindeligt at have et begær, at være rastløs, vred, frustreret, at forholde sig råt og nøgternt til begivenhederne. Når jeg hører folk sige, at Hannah opfører sig som en mand, kan jeg godt mærke en lille feminist stå og stampe inden i mig, ellers tænker jeg sjældent på mig selv som feminist, fordi kønnet ikke optager mig så meget som alle mulige andre uligheder og idiotiske forhold i vores samfund. Men det er mig altid en udelt fornøjelse at give fingeren til kedelige kønsstereotyper. 

En bog, der gør noget af det samme, men med modsat fortegn er Peter Højrups Island, (som er en virkelig god bog). Her er en meget følsom og sentimental (og fortabt) mandlig jeg-fortæller på færde, en følsom skrift i det hele taget. En anmelder skrev som en anke imod bogen, at han (anmelderen) “ikke syntes han lærte noget om at være mand” af at læse Island. Det blev jeg meget forarget over, det er jo en vildt grov (og dum) indvending, som om bogen burde belære læseren om at være mand OG som om mænd ikke bør være følsomme og sentimentale og fortabte.

Som om det følsomme, sentimentale, fortabte er forbeholdt kvinder, og aber.

Når nogen giver mig prædikatet “kvindelig forfatter” eller taler om “kvindelitteratur” tænker jeg, at jeg må være en abe, eller “den vilde” som antropologen mødte i junglen for to hundrede år siden og hundrede år senere opdagede kunne tale, blev overrasket og begejstret og begyndte at skrive artikler om dette interessante fænomen. Langt senere fik én den geniale idé at bede aben/kvinden/den vilde selv skrive om at være abe/kvinde/vild.