Slægters gang

Overdådig slægtskrønike om en markant norsk familie med fokus på slægtens kvinder og deres styrke. Finurlig og fuld af gribende historier.

Kjærstad har placeret historiens fortællere i Kina om nogle tusinde år. De har fundet frem til en metode, de kalder fiktionaliseret historie for at berette om deres slægts baggrund. De bruger angiveligt den såkaldte roman, der havde sin storhedstid i det 18., 19. og 20. århundrede. Vi møder kun punktvis de fjerne fortællere, der nok primært skal give perspektiv. Ellers er det en meget sammensat og tidsmæssigt blandet krønike om familien Bohre, der er fuld af gode profiler og spændende, gribende og i finurlige historier. Scenen er nyere samfundshistorie med fokus på Norge, men med besøg på tidsmæssigt passende destinationer som for eksempel Paris i 68, Indien da man skulle finde sig selv, Californien i de store rocknavnes æra etc. Hovedpersonerne er slægtens kvinder og særligt geologen Rita Bohre, der fik en fisk opkaldt efter sig.

Vi kender godt fiktionaliseret historie. Vi har både Ken Follett, Edward Rutherfurd, Jan Guillou og Gunnar Staalesen. Dumas kunne det også, ligesom vores egen Carit Etlar kunne. Og så har vi Jonasson og hans 100-årige, der kravlede ud ad vinduet. Alle er de eksempler på forfattere, der anbringer fiktive personer i kendte historiske rammer. Hvad nu hvis? Her har Jan Kjærstad yderligere, måske for at give den ironiske vinkel hvordan ville dette virke om mange år, tilføjet nogle kvinder i et fjernt kinesisk rige. De sidder på den anden side af civilisationsudslettelsen og betragter dette fjerne lille land og deres formødres liv.

Hovedfiguren Rita Bohre er geolog, og derfor møder vi en del klippe-associationer i retning af forkastninger i fortællingen om slægten, når historien hopper i tid. Og ved en anden lejlighed, hvor vi i fortællingen pludselig springer tilbage, fortæller de kinesiske iagttagere, at de anvender den geologisk influerede narratologi, forstået på den måde, at en plade af ældre sten forskubber sig hen over betydelig yngre klippegrund.

Alt i alt er det en bjergkæde eller et kludetæppe af farverige og underholdende historier om sjove, en smule klicheagtige og ind imellem lærerige skæbner. Mændene er stort set alle nogle indbildske fæhoveder, kvinderne skarpe og empatiske, men overdrivelse fremmer naturligvis forståelsen. Alle figurer færdes blandt så mange norske profiler, at jeg i min uvidenhed følte mig som en næsten forudsætningsløs indvandrer. Apropos indvandring er her et meget ironisk citat, der lige skal med fra de kinesiske kommentatorer: "åbenhed over for andre kulturer - en åbenhed der længe var en undervurderet del af overlevelsesevnen".

Kjærstad har moret sig, ingen tvivl om det. Hvor skal vi nu sende ham her hen? Lidt som John Irvings Garp.  Det er en herlig bunke store norske historier.

Oprindeligt skrevet af Beth Høst, Litteratursiden.