Fra hus til hus

Moderne islandsk ’Askepothistorie’ om den unge rengøringshjælp Kolfinna, som begynder at stille spørgsmålstegn ved sit eget liv.

Hvad er et smukt liv? 29-årige Kolfinna er netop flyttet ind hos sin nedslidte og martyriske mor efter et forlist parforhold. Arbejdsløs, uudannet og med en udsigtsløs fremtid i vente viser der sig heldigvis en lille vej ud af håbløsheden, da Kolfinnas højgravide veninde beder hende overtage sit "sorte" rengøringsjob i fire hjem. Kolfinna begiver sig fra hus til hus med sin kost og spand, og det bliver samtidig starten på et møde med fire forskellige mennesker.

Listalín, en gammel livsklog enke med to katte, forbereder sin egen død. Hun indvier Kolfinna i, at hun har levet et smukt liv, og det giver Kolfinna noget at spekulere over, for hvad betyder det egentlig?

Sigurdìs, en excentrisk og dramatisk operasangerinde, starter med at give Kolfinna en personlig makeover og hvirvler hende herefter ind sit kaotiske kærlighedsliv, samtidig med at hun tvinger Kolfinna til at terpe operastykker.

Ketill, en selvsikker rig advokat med et strømlinet hjem, udfordrer Kolfinna til at tænke på og økonomisk investere i sin egen fremtid, samtidig med at han indvier hende i sin store passion for kunstmalerier.

Rodehovedet Flosi, en ung uhøflig biolog, sviner sit hjem og Kolfinna med sine provokerende bemærkninger om hendes manglende viden og uddannelsesniveau, samtidig med at han præker hende sine litterære værker på halsen.

Til at begynde med er Kolfinna den anonyme pligtopfyldende rengøringshjælp, som må finde sig i urimelige krav og beboernes skiftende luner. Men efterhånden bliver hun inviteret, ja nærmere hevet med vold og magt, ind i de fire menneskers privatliv, for også de har brug for Kolfinna. Noget begynder at vågne i Kolfinna; en trodsighed, en undren og en kampgejst. En lyst til at finde ud af hvem hun selv er!

Baldursdóttir har begået en ægte ’Askepothistorie', en moderne islandsk udviklingsroman om en ung kvinde, der er faret vild i sit eget liv. Om et moderne Island med arbejdsløshed og tydelige klasseskel. Stilen er tragikomisk og medrivende fortalt, hvilket gør det lettere at bære over med de romantiske passager mellem Kolfinna og de to mænd, som i sproget tangerer lægeromangenren. Romanen begynder midtvejs at virke langtrukken og ensformig, men dette opvejes heldigvis hen imod "le grand finale", hvor jeg lige skal love for, at Baldursdottìr tager fusen på læseren.