Af Stephanie Caruana, forfatter og kulturjournalist.
Har vi ikke fået nok af Offred og af at læse om religiøs kvindeundertrykkelse? Tværtimod! Margaret Atwood kommer efter 34 år nu med ‘Gileads døtre’ på dansk. Fortsættelsen til ‘Tjenerindens fortælling’ er en veloplagt og velskrevet dystopi til tiden.
I landet Gilead er der ingen hjemløse. Ingen sulter. Alle har et højere formål. Som kvinde skal du ikke gøre dig fortjent til en plads i livet, men er værdsat af Gud og af samfundet. Sådan lyder det fra de unge, kvindelige missionærer i hvid kjole og perlekæde, der rekrutterer piger med ondt i livet i Canada. The Pearl Girls er udsendt fra det ultrakristne styre i Gilead, det tidligere USA, nu et lukket og totalitært regime. Du kan komme ind, men du kommer nok ikke ud. Og hvorfor skulle du? Gilead er jo et økologisk og moralsk Paradis på jord.
Har man læst Tjenerindens fortælling eller set de tre sæsoner af ‘The Handmaid’s Tale’ på HBO, er man allerede med, men helt nye læsere af Margaret Atwood kan roligt begynde hér med den nye bog, der foregår 15 år efter historien om kvinden, der får navnet Offred, efter husets herre i det hjem, hvor hun tjener. En miljøkatastrofe har gjort langt de fleste kvinder ude af stand til at få børn, og derfor lever en del frugtbare kvinder som forlængede livmødre. Seriens eksplosive succes har betydet, at de røde dragter og hvide kyser for længst er gledet ind i nutidens populærkultur som markører, der kan bruges til protest og til at måle hvor galt det står til i vores egen tid — eller at kvinder dog trods alt har det bedre i vores egen nutid. Eller har de?
Da 'Tjenerindens fortælling' kom i 1985, virkede mange af de tiltag, som Atwood udstyrede sin fremtidsverden med, helt forrykte. Selvfølgelig var kvinder ikke bare omvandrende livmødre, trofæhustruer eller underlagt mænds luner, uden reel magt. Retten til fri abort havde 12 år på bagen i USA, kvinder kunne og ville forsørge sig selv. Men andetsteds i verden vandt grupper som Taleban frem og tvang kvinder tilbage til hjemmet. Kvinder er overalt stadig underlagt andre standarder og har andre muligheder end mænd. Og ser man på USA lige nu, så er det blevet sværere for kvinder at bestemme helt og fuldt over deres egne kroppe, særligt når det handler om graviditet og reproduktion.
Feminisme kan skille vandene, og særligt i TV-serien bliver det meget tydeligt, hvordan Gilead både adskiller sig fra vores nutid og hvordan fiktionen forstørrer mange af de ting, der måske blot er små-irriterende vilkår ved kvindelivet i dag og til alle tider.
Dér er Margaret Atwood selv langt mere subtil som forfatter, netop fordi hun insisterer på at lade karaktererne fortælle selv ud fra deres synsvinkel. Hvis man er vokset op i et sted som Gilead og ikke kender til andet, så ser man i sagens natur anderledes på det, man oplever. I Gileads døtre, eller ‘The Testaments’, som bogen hedder på engelsk, er vi hele tiden indeni de tre fortælleres spor, der skaber historien. Det giver et subtilt samspil mellem det vi som læsere ved, og hvad de tre kvinder ved. De er vidt forskellige. En sekstenårig pige, en ung kvinde i tyverne og så, som den ildevarslende skygge, der trækker diskret i trådene, en ældre kvinde. Tante Lydia.
Viden er magt
Personligt er jeg glad for at bøgernes mest gådefulde og ondskabsfulde karakter, Tante Lydia får plads til at forklare sig. Naturligvis kan vi ikke vide, om hun snører os, for siden grundlæggelsen af regimet har hun melet sin egen kage. Som en brun rotte har hun lært at overleve, hele tiden med falsk ydmyghed balancerer hun på en knivsæg, hvor hun på den ene side hjælper dem, der kan hjælpe hende og samtidig er bevidst om at hun selv kan blive ramt af rænkerne.
Den første bog blev skrevet i Berlin, med bevidstheden om Østtyskland lige ved siden af og måske med tanken om Sovjetunionens styreform. Tante Lydia lever i en stat, hvor tanterne er de eneste kvinder med reel magt, men de lever stadigt på mændenes nåde. Som en agent fra Stasi sidder hun næsten øverst i en vakkelvorn pyramide, hvor viden både er farligt og et magtmiddel. Lad de andre vide, at du har noget på dem, men ikke præcis hvad. Lad dem forstå, at alle bliver overvåget, og at alle potentielt har noget at skjule. Vid, hvem du vil tage med dig i faldet, når vinden vender. Tante Lydia skriver sine betroelser i hemmelighed, mens hun pønser på sit næste træk. Lydias logik er ubønhørlig, men ikke uden humor. Hun fortæller et sted, at hun har valgt en bane i livet, hvor man må træde hen over ligene på vejen. “Men som den opmærksomme læser nok har opdaget, så er mit eget ikke iblandt dem.” Jeg har ikke fået den danske version endnu, så I må nøjes med min egen fortolkning, og ikke dygtige Lisbeth Møller-Madsens sikkert fremragende oversættelse.
At Atwood kan skrive en så kompleks og medrivende opportunist frem, så man nærmest hepper på hende, bør ikke overraske kendere af canadierens forfatterskab. At Atwoods humor er lige så skarp og underspillet som Tante Lydias var også tydeligt ved lanceringen af ‘The Testaments’ i London i begyndelsen af september. En livetransmitteret samtale mellem forfatter og journalist Samira Ahmed blev vist i 1400 biografer verden over. Her afslørede Atwood blandt andet, at Lydia havde været dommer i familieret før Gilead, “… hvilket ikke bør undre nogen, for hun er jo ret fordømmende,” lød det tørt fra den nu firsårige forfatter. På scenen kom seriens Lydia, den formidable Ann Dowd, samt skuespillerne Sally Hawkins og Lily James, der alle læste op. De to yngre kvinder fik verdens længste, iskolde blik fra Ann Dowd, som ville hun sikre sig at alt foregik korrekt. Hendes fremstilling af Lydia er for mig ligeså definerende som Anthony Hopkins’ præstation som kannibalen og seriemorderen Hannibal Lecter, men langt mere nuanceret og interessant. Lydia er en overlever og selvom hun ikke ved præcis, hvilke konsekvenser hendes valg har for sig selv og for andre, så sørger hun altid diskret for at dække sig ind.
Stjæler tilbage fra serien
Mange er blevet en smule trætte af tv-seriens næsten konstant forgrædte og sitrende Elizabeth Moss som Offred, der går så grueligt meget igennem. Men i ‘Gileads døtre’ er Offred ikke en af dem, der fortæller historien. Men hendes handlinger giver ekko gennem bogen.
Interessant nok har Margaret Atwood både givet plads til at serien kan udvikle sig i sin egen retning, og også videreført et af seriens spor og gjort det til sit eget. Jeg tør næsten ikke sige mere, men kan afsløre, at en vigtig person her får udfoldet sig, samtidig med at vi får langt større forståelse for, hvordan et samfund som Gilead kan opstå og opretholdes.
Hvor ‘Tjenerindens fortælling’ var nærmest klaustrofobisk, fordi læseren aldrig veg fra Offreds side, er ‘Gileads døtre’ langt mere letflydende og emmer af overskud, trods al den ondskab, der omgiver kvinderne. Det er en forfatter, der øser af sin fortælleglæde. Det eneste, jeg måske savner, er lidt mere om de mænd, der bor i Gilead. Hvordan ville en dreng se alle disse ting. Måske er det faktisk ikke så nemt for dem heller?
Man siger, at der er et sted i Helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder. Muligvis. Men der er helt sikkert også en plads i litteraturen og i verden for kvinder, der griber efter den magt, de kan tage, uanset hvad. Og som i en verden, der defineres af mænd, får skabt deres egen plads. Søstersolidaritet har trange kår, når ingen kan vide sig sikre, når alle lever på andres nåde. Ingen er de rene engle, slet ikke kvinder. Praise be.
Kommentarer