Anmeldelse
Bådens navn af Kim Fupz Aakeson
- Log ind for at skrive kommentarer
Her er ikke noget at grine af, men alligevel griner vi, når mesteren i underspillet dialog levende og sjovt serverer historien om en vred midaldrende kvindes deroute.
Mugge vil have båd, han vil leve sin drøm ud, men hans hustru, fængselspræsten Susse, synes, det er det mest latterlige, hun længe har hørt. Hun gider ikke båd, hun gider ikke sejle og især ikke med Mugge. Men det er som om, den ellers meget medgørlige ægtefælle ikke vil give sig på dette punkt, og de ender med at købe en båd, der hedder Grace. GRACE! Hvem fanden vil sejle rundt i GRACE i Køge Bugt? Susse insisterer på at båden får et nyt navn, og på trods af Mugges formaninger om at det bringer uheld at skifte navn på en båd, bliver den omdøbt.
På en af deres sejladser drukner Mugge, og Susse, der på mange måder er helt udbrændt i gorhold til arbejde og ægteskab ryger så at sige helt ud af kurs. Dog ikke rigtig på grund af tabet af ægtefællen. Susse begynder at drikke tæt og bliver mere og mere spydig overfor den voksne og gravide datter Ditte og overfor sine kollegaer og venner. De vil så gerne hjælpe, men Susse vil ikke hjælpes, hun vil bare have at de alle sammen holder kæft og lader hende være. Men hun har kvababbelser, og i sine mange samtaler med Gud, forstår vi, at hun jo godt ved, at hun måske ikke gjorde sit bedste for at redde Mugge fra druknedøden.
Ubesværet fører Kim Fupz Aakeson os ind i en 59-årig kvindes sorte sorte sjæl - og han gør det godt. Dialogerne er velsmurte og lige i skabet, og man har ingen problemer med at se Susse for sig. Han har skrevet en vred kvinde frem, som vi måske genkender, og det er dejligt forløsende at få lov til at være vred med Susse. Men da den første eufori over endelig at være sluppet af med Mugge har lagt sig, ændrer romanen karakter. Fra at have grinet over de mange rammende, sjove og sarkastisk spydige meninger, Susse har om alt og alle, sidder man pludselig og får ondt af hende. Her har vi en kvinde, der ikke bare er frustreret over alt det, hun ikke nåede, alle de drømme hun ikke gjorde noget ved, alle de valg hun ikke tog, eller den bitterhed, hun stadig har over den hårde opvækst, hun var udsat for, her har vi en kvinde der er ved at drikke sig ihjel, en kvinde i krise, en kvinde i frit fald.
Jeg tænkte en del på Katrine Marie Guldagers lille roman Bjørnen, da jeg læste 'Bådens navn', fordi den har den samme slags hovedperson, en midaldrende kvinde, der er vred, føler sig kørt ud på et sidespor, en kvinde i eksistentiel krise, gift med en medgørlig (og kedelig) mand. Måske er det det nye sort at skrive om frustrerede, vrede, sårbare, gale kvinder i 50’erne. Herligt synes jeg, der er træt at læse om kvinder i 30’erne og 40’erne.
Gad vide, hvordan det går den vrede alkoholiserede kvinde. Hvem vil hun lukke ind og lade hjælpe sig? Og er der overhovedet håb for hende? Det får vi heldigvis lov til at diskutere i DR Romanklubberne i år, fordi 'Bådens navn' er nomineret som den første bog, der skal læses til december 2018, jeg glæder mig allerede!
Analyse
Aakeson, Kim Fupz - Bådens navn
Bådens navn er et underholdende, hverdagsrealistisk portræt af en fængselspræst, der selv bærer på en stor skyld.
Med 'Bådens navn' har Kim Fupz Aakeson skrevet en roman, der spænder fra det minimalt realistiske til det højdramatiske i en galgenhumoritisk, men ikke ukærlig fortællestil. Romanen skaber et underholdende portræt af fængselspræsten Susanne, der ikke ønsker sig en båd, men alligevel lader sig føre med, da hendes mand, Mugge, er begejstret for ideen. Romanen skildrer det øjeblik, hvor et menneske mister sin tilregnelighed, og verden pludselig åbner sig i nye retninger.
Et portræt af et ægteskab ender som soloportræt
'Bådens Navn' er i flere anmeldelser blevet sammenlignet med en Helle Helle-roman. I information karakteriseres bogen som beslægtet med Helle Helles romaner, ”bare udført håndfast og kompetent snarere end præcist, elegant, overlegent”. Og sammenligningen er ikke grebet ud af det blå. Der er klare lighedspunkter, især i bogens første del, hvor en kvindelig hovedperson går rundt i en indestængt hverdagstristesse i et ægteskab, der ikke længere giver mening for hende. Da hendes mand, Mugge, begynder at tale om at købe en båd, lader hun ham – som en klassisk ikke-handlende Helle Helle-karakter – gå videre med projektet, selv om hun ikke kan lade sig begejstre og selv drømmer om at købe et nyt sommerhus i stedet. Hun er en passiv iagttager til sit eget liv og har svært ved for alvor at engagere sig i det. Sådan forløber bogens første 50 sider, men så tager den en tematisk overraskende og højdramatisk drejning, der sender den i en ny retning og langt væk fra Helle Helle: På en af deres fælles sejladser går det galt, vores hovedkarakter, Susanne, sidder ved roret, mens vinden tager til, og pludselig slår bommen over og rammer Mugge i hovedet, så han falder ud over rælingen, og Susanne sejler båden videre uden at gøre forsøg på at samle ham op.
Herfra ændrer fortællingen sig fra at være et ægteskabsportræt til et enkeltpersonsportræt af jeg-fortælleren, Susanne, der i sit professionelle virke er en dygtig fængselspræst, som tager daglige samtaler med de indsatte om skyld og straf. Bogen er løbende krydret med referater af disse samtaler, der hårfint spejler Susannes egen skyld og sorg, som hun pakker væk og dulmer i dynger af vodka og papvin. Disse samtaler bliver et af flere fine og mesterligt veldrejede spor i fortællingen, som også byder på en voksen datters sideløbende graviditet, Susannes fars tiltagende afvikling på et plejehjem, en hjælpsom nabo, der dukker op som en mulighed for en kommende flirt, distancerede samtaler med veninder og ikke mindst portrættet af den østeuropæiske rengøringsmedhjælp, som Susanne og Mugge har hyret uden at kunne huske hendes rigtige navn og derfor blot kalder Stazi.
Dynamiske passager og korte replikker
Hvor Helle Helle i en nøgtern realisme indfanger hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form, ofte med korte, konstaterende sætninger, er der hos Aakeson et andet sprogligt flow. Sætningskonstruktionerne er længere, ofte er helsætninger kun adskilt ved komma, og det skaber en dynamisk effekt, hvor sproget er præcist uden at være afkortet, og lange passager falder i fortløbende, glidende bevægelser:
”Mange af de indsatte hører jeg aldrig fra, men jeg har masser af samtaler, masser, de der sidder inde for første gang og ikke aner hvor de skal gøre af sig selv, de der har siddet længe og keder sig, de der bare vil have en venlig kvindes blik, de der er blevet clean eller ædru og får en samvittighed igen, plaget af tanken om alle dem de har gjort ondt, deres martrede mødre, de børn de ikke rigtig kender mere, de sønner der er på vej ud i noget dårligt, de kærester, de tror bedrager dem og forlader dem.”
Her nærmer fortællestilen sig stream-of-consciousness, hvor fortællerens indre monolog falder som en strøm af tanker. Anderledes kort og præcist er sproget i dialogerne, som her er skåret helt ind til benet i en af Susannes samtaler med de indsatte:
Jeg spurgte: ”Hvorfor gør du det?”
”Gør hvad?”
”De dårlige ting?”
Han: ”Jeg mangler jo bare penge.”
Aakeson på det litterære Danmarkskort
'Bådens navn' er et galgenhumoristisk, men ikke ukærligt portræt af fængselspræsten Susannes hverdag og sorg, og Aakeson giver her, som i sit øvrige forfatterskab, en plads til de mørke og utilregnelige og uhåndgribelige sider af vores personlighed og livet. Og hvad der sker, når vi mister kontrollen over det. Det er underholdende hverdagsrealisme uden fantastiske elementer, måske lige bortset fra Susannes samtaler med en nogle gange fnisende, nogle gange tavs Gud, der ikke holder sig tilbage fra at bruge ligefremme og ugudelige udtryk som fx "Rend mig." Hvortil Susanne selvfølgelig svarer ”Så gerne”. Portrættet af Susannes virke som fængselspræst, samtalerne med de indsatte og med Gud, slår et religiøst tema an, og det er ikke første gang i Aakesons forfatterskab, at religiøse temaer udfoldes. Det sker fx i børnebøgerne 'Da Gud fik en Hobby' (1999) og 'Vitello møder Gud' (2009) og i voksenbøgerne X (2003) og 'Lyden af Eva' (1994).
Kim Fupz Aakeson er en af de mest succesfulde, danske forfattere, der har bidraget til de fleste litterære genrer: Børnebøger, tegneserier, skuespil, filmmanuskripter og skuespil, romaner og noveller. Han er Danmarkskendt for sine populære børnebøger, der bl.a. rummer Vitello-serien, og for sine succesfulde filmmanuskripter, bl.a. 'Okay' og 'Den eneste ene'. Men han har også en produktion af voksenlitteratur, der står i skyggen af hans øvrige forfatterskab. Han debuterede med sin første roman for voksne i 1993 med 'Min Laslo'. Aakesons romaner for voksne befinder sig på grænsen mellem det komiske og det tragiske og rummer karakteristikker af karakterer, der ikke får det, de gerne vil have og af kommunikation, der ofte går galt.
Deltag i debatten