”Sheila lo. ”Det er nok mere sandsynligt, at de siger, jeg gifter mig med dig for adelstitlens skyld !”. ”Vi gifter os med hinanden, fordi jeg har ledt efter dig lige siden jeg blev voksen,” svarede viscounten, ”og vidste, at kvinder var tiltrækkende.” (…) Da viscountens læber tog hendes til fange, og han trak hende tættere ind til sig, vidste hun, at det de havde fundet sammen, var den ægte kærlighed.”
Sådan lyder den overraskende slutning på 'Kærligheden løser problemet' af Barbara Cartland.
Kærlighedsromanens galleri af personer og begivenheder er i dag faktisk helt skemalagte, sådan som den franske forfatter Gustave Flaubert allerede sagde det om sin ”heltinden” Emma Bovarys litterære forbilleder:
"Hendes romaner handlede kun om kærlighed, om elskere, elskerinder, forfulgte damer, der besvimede i ensomme pavilloner, om postilloner, der dræbtes ved alle rastesteder, heste der sprængtes på hver side, mørke skove, hjertesorg, dyre løfter, gråd, tårer og kys, spinkle både i måneskin, nattergale i krattet, adelsmænd der var tapre som løver, fromme som lam, dydige som ingen er det, altid velklædte, og grædende som fontæner.” - Madame Bovary. Alle disse klichéer cirkulerer jo stadig frit, i den ene eller den anden form, men hvor stammer de egentlig fra, og har de nogensinde haft noget der ligner en berettigelse?
Faktisk skal man et stykke længere tilbage end romantikken for at finde kilden til al denne følsomhed, nærmere bestemt skal man tilbage til midten af 1700-tallet. Det er her man finder hele den utrolig kropslige følsomhed i romanerne – gråd, besvimelser, kys med mere. Det er især brevromanen, der kommer til at udtrykke følsomheden og skildringen af kærlighed og forelskelse.
Her kan man nemlig bygge handlingen op om et par jeg - fortælleres private og intime oplevelser. Det vigtige for plottet bliver hovedpersonernes indre verden, og det er også af den grund, at alle kropslige udtryk som tårer, rødmen og blegnen bliver så vigtige – det bliver nemlig tegn på de indre oplevelser, som udtrykkes af kroppen.
I England skriver Samuel Richardson (1689-1761) brevromanerne 'Pamela' (1740) og 'Clarissa' (1747-1748), der bliver bestsellere ud over alle grænser og kommer til at inspirere en lang række forfattere. Begge romaner har temaer, der kommer til at blive behandlet igen og igen i senere kærlighedsromaner.
Pamela er en ung tjenestepige, der er ansat hos den adelige Mr. B. Han gør sit bedste for at forføre hende, det lykkes selvfølgelig ikke. Richardson var meget inspireret af tidens puritanske moral og så er den slags selvfølgelig utænkeligt. Mr. B. ender med at spærre Pamela inde på sit slot, og der sidder hun så og skriver breve til sine forældre.
Men historien ender lykkeligt, som det jo også bliver antydet i romanens fulde titel: 'Pamela, Or Virtue Rewarded'. Pamelas overlegne moral ender med at smitte af på Mr. B., der bliver et bedre menneske, og så bliver de selvfølgelig gift. Det er præcis dette tema om den farlige (læs: liderlige) og magtfulde mand og den moralske, standhaftige kvinde, der senere går hen og bliver til én af de utallige klichéer.
Men i 1700-tallet har det også den vigtige pointe, at manden er adelig, og kvinden tilhører borgerskabet. Der er tale om en reel forskel i social placering og et skævt magtforhold, der ender med at blive ligeværdigt. At Barbara Cartland så stadig vælger at bruge den engelske landadel, ja det er vel nærmest bare en teaterrekvisit.
Romanen 'Clarissa' har temaet fornuftsægteskab, og kvindens eget valg i modsætning til forældrenes. Clarissa vil ikke godtage forældrenes valg af ægtemand, og ender med at flygte med den mere spændende Lovelace. Men han voldtager hende, og hun ender med at dø næsten som en kristen martyr.
Han dør i øvrigt også, da det går op for ham, hvor dårligt et menneske han er ! Konflikten mellem forældrenes valg af en mand til deres datter, og så hendes eget valg ud fra idealer om kærlighed og personlig frihed, bliver et af de vigtige temaer på dette tidspunkt. Det var jo et valg, der ikke kunne gøres om.
I modsætning til senere tiders kærlighedsromaner er der tale om et helt reelt dilemma i kvinders valg mellem et fornuftsægteskab eller et kærlighedsægteskab. I England får man nemlig på et tidspunkt en arvelov, der gør det umuligt for kvinder at arve noget af økonomisk betydning.
Og når de så heller ikke kunne forsørge sig selv med et erhverv, så afhang alt jo af at blive gift med en mand, der havde en god social position. Når kærlighedsromanerne kunne bygge et vigtigt plot op omkring ægteskabet, ja så var det altså fordi lige præcis ægteskabet dengang indeholdt et dilemma for kvinden, hvor hun kunne risikere at skulle vælge mellem økonomisk og social overlevelse eller sin følelsesmæssige integritet. I dagens kærligheds-romaner er ægteskabet stadig det vigtigste mål, men mon ikke det mere er en længsel efter de gode gamle dage!?
Jane Austen (1775-1817) bygger i flere af sine romaner plottet op om det dilemma, jeg lige har nævnt. I Stolthed og Fordom (1817) har Bennet familien hele fem døtre, hvis fremtid afhænger af at de bliver godt gift. Selvom Jane Austen fra starten er ironisk overfor hele den paniske interesse for ægtemænd, så er det nu romanen igennem det, der driver plottet.
Romanens hovedperson Elisabeth er kvik i replikken, men alt for hurtig til at vurdere folk og have fordomme. Så hun forelsker sig i den smarte Wickham og kører hurtigt Darcy ud på et sidespor, fordi han er så kejtet i sociale sammenhænge. Men hun finder ud af, at det ikke er alt, der er som det ser ud, og at det faktisk er den stolte Darcy, der indeholder mest. Tanken er jo, at man også bliver et helt menneske i valget af den rigtige partner: Jane Austens romaner er nemlig dannelsesromaner med kvindelige hovedpersoner. Derfor er det vejen til ægteskabet, der er det vigtige, og ikke en dannelsesrejse som man ser det, når det er romaner med mandlige hovedpersoner.
Jane Austen underspiller seksualiteten helt, og Richardson er direkte puritansk i sin moral, ingen af delene finder man i 1700-tallets franske litteratur. Oplysningstidens filosof Rousseau (1712-1778) udgav brevromanen Julie eller den nye Héloïse i 1761, og her er der i hvert fald ingen tvivl om, at helten og heltinden har et erotisk forhold uden at være gift.
Romanen 'Manon Lescaut' (1731) af Abbé Prévost (1697-1763) handler om Chevalier de Grieuxs forelskelse i den smukke og utro Manon. Han elsker hende, uanset hvad hun gør, og det er på den måde også en historie om, at mennesket i grunden ikke har noget frit valg mellem erotik og forelskelse på den ene side, og moral på den anden side, sådan som det er tilfældet hos Richardson. Puccinis operaversion af historien fra 1893 kan i øvrigt ses på Det Kongelige Teater.
Den forbudte og farlige erotiske kærlighed er også temaet for Stormfulde Højder fra 1847 af Emily Brontë (1818-1848). Men her har det også noget incestuøst over sig, fordi helten og heltinden er vokset op sammen. I det hele taget er den sociale forskel mellem Catherine og Heathcliff også for stor til, at problemet kan løses. Det kan jo ikke rigtig lade sig gøre, at en kvinde gifter sig alt for langt under sin egen status.
Men kærligheden mellem dem er for stærk, på trods af den hævn Heathcliff tager efter, at Catherine har valgt den rige Linton. Men forfatteren løser problemet ved at lade dem blive forenet, efter de begge er døde. Enhver kærlighedsfilm, der har en ”løbescene”, hvor helten og heltinden kaster sig i hinandens arme og genforenes efter mange strabadser, er modelleret efter den berømte scene i filmatiseringen af 'Stormfulde Højder', hvor Heathcliff og Catherine løber hen over heden, mens de råber hinandens navne !
Det er simpelt tyveri, men sådan er det jo nok med alle kærlighedsromanens klichéer ! Men her har du dem altså i de nævnte romaner i originalversionerne: de farlige, liderlige grever og de bortførte, dydige kvinder, ægteskabet, der gør én til et helt og bedre menneske og den erotiske kærlighed, der er stærkere end den sociale nedtur og måske endda overvinder døden til sidst!
Af Lisbeth Lassen, Cand. Mag.
Kommentarer