Pura vida

Sproget kan sende en bog ind i glemslen eller direkte ind i hjertet på en læser. Det sidste skete for mig, da jeg læste ’Pura vida’.

Sproget og stemningen knitrer mindeværdigt i Caroline Albertine Minors romandebut fra 2013 om Viktoria, der i begyndelsen af sine 20’ere driver rundt i tilværelsen og verden. Romanen er et overflødighedshorn af originale billeder og perfekt afmålt nøgternhed. Tiltrækningens berusende favntag beskrives sådan her i bogens begyndelse: ”Han tager fat med begge hænder om hendes ansigt, holder det fast nogle sekunder, før han trækker hende ind til sig. Noget i hende gennemstrømmes, en tør plet, et sted, hun ikke vidste, hun havde, drikker”. Smag på det. Er det ikke vidunderligt? 

I ’Pura vida’ tager Viktoria først ét sabbatår … så to … så tre. Hun er ung og smuk, og hun kan låne penge af sin mor til at rejse for. Forkælet? Tjah.

I bogens begyndelse er Viktoria rejst til Paris for at gå på sprogkursus. Her tager hendes sindsstemning farve efter de få mennesker, som hun har nogenlunde regelmæssig kontakt med. Hun ved, at hun knytter sig til for få mennesker, og at det er skrøbeligt. Hun ved, at hun må passe bedre på. Alligevel gør hun det ikke. Heller ikke, da hun rejser videre til først New York og så Buenos Aires, hvor hun bliver syg og møder en ældre mand, som hun rejser videre med.

’Pura vida’ bevæger sig elegant i spændingsfeltet mellem tomhed og fornemmelsen af at være mæt(tet) for en tid. Viktoria har et besværet forhold til mad og mænd, og det skuffer hende, at hun kan ”tømme sig” så meget, at ikke engang den dygtige New York-fotograf Lenard kan finde noget interessant frem i hende. Viktoria befinder sig i et mellemrum i sin tilværelse, og hun ved ikke helt, hvem hun er. Den tilstand har Caroline Albertine Minor et flot tag på.

Når dagene begynder at stramme
Caroline Albertine Minor skriver en ung person frem, som mange af os læsere enten har været eller kender. Viktoria kan hverken klare sig helt alene eller sammen med andre. Og hun kan ikke slå sig ned. Forsøger hun, mærker hun, at ”alting var blevet mere og mere forkert. At dagene var begyndt at stramme”. Hun vil helst tage toget væk fra sig selv, men det ved hun godt, at man ikke kan.

Fjumreårstilstanden afdækkes vha. et sylespidst sprog og forfatterens fine føling med hovedpersonen. Minor kan minde om danske forfattere såsom Maja Lucas, Naja Marie Aidt, Harald Voetmann og Christina Hesselholdt, der har undervist Minor på Forfatterskolen. Disse forfattere er blandt de bedste – og Caroline Albertine Minor hører til her. Endnu mere på grundt af novellesamlingen Velsignelser fra i år end romanen ’Pura vida’, men vi er så heldige at have med en ung forfatter at gøre, der er rigtig god til én genre og endnu bedre til en anden.