Caroline Albertine Minor (f. 1988) debuterede med den kritikerroste roman Pura Vida i 2013. Sproget og stemningen knitrer i Minors romandebut om Viktoria, der i begyndelsen af sine 20’ere driver rundt i tilværelsen og verden. Romanen er et overflødighedshorn af originale billeder og perfekt afmålt nøgternhed.
Caroline Albertine Minor har allerede markeret sig stærkt på den litterære scene. Hun er blevet nomineret til en lang række priser, ikke mindst Nordisk Råds litteraturpris for sin seneste bog, novellesamlingen 'Velsignelser' (2017)
’Velsignelser’ er fortællinger om svigt, tab, venskab og utroskab. I de syv noveller møder vi kvinder, der befinder sig i sorgens eller tabets rum, og dette rum beskrives uhyre smukt, præcist og usentimentalt. Hvad enten tabet allerede er sket, eller det er på vej. Tre af novellerne handler om pigen Anso, der tilsyneladende uforklarligt begår selvmord ved at hænge sig selv i et figentræ, mens hun er barnepige i Australien; ’Glem Archie Pey’ har moderens perspektiv og indledes med den sigende linje: ”Man kan ikke se på hende, at hun har mistet en datter”.
Novellerne kredser om at opholde sig i sorgen og om, hvordan livet går videre på trods, ja, nærmest at der kan findes en hvile i sorgens rum. Samtidig er der også noget midlertidigt og retningsløst over novellerne. Mange hændelser i novellerne forbliver uforklarede: Selv i 'Anso får det sidste ord' , der fortælles af Anso, får vi ikke en forklaring på selvmordet. Ligeledes bliver personerne i novellerne ikke forklaret i særlig høj grad, de bliver mere vist i deres rolige, men dog ulmende liv. Ligesom hos Helle Helle oplever vi personerne mere gennem det de siger og dét de gør end ved at få gennemlyst deres indre.
Næstekærlighed og omsorg for andre mennesker fylder meget i novellerne og er med til at bringe håb ind i dem. I hvert fald for en tid. For det synes som om alt blot er midlertidigt, ligesom livet er det. Novellerne beskriver således både sorgen og smerten, men også det tilfældige og kaotiske, retningsløsheden og det midlertidige, mellemrummene, det, der bare sker og i den dobbelthed ligner de livet selv. Personerne hviler i sig selv, også når livet er hårdt, som her i 'Sorgens have': ”Vi var uden for verden, det var en simpel tid. Jeg havde ingen forventninger til dagene."
Novellerne fletter sig ind i hinanden og er afdæmpede på en elegant måde. Vi møder både sorg og forbudte følelser samtidig med håb, venskab og næstekærlighed, og alle følelser, tilstande og relationer er beskrevet så rent og nuanceret. Der er kælet for hver eneste sætning. Læs blot åbningen af 'Sorgens have': ”På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op”.
I 2020 er Caroline Albertine Minor aktuel med romanen Hummerens skjold.om tre søskende og familiens mytologi.
