Til sidst

Romanen tager sit udgangspunkt i de sidste dage af 84-årige Victor Clausens liv; han ligger kræftsyg på et plejehjem, og vi følger hans kamp for, på en anstændig måde, at tage afsked med livet.

Anbefalet af bibliotekar Lis Müller, Tårnby Kommunebiblioteker

Vi kommer ind i Victor Clausens liv tre dage før hans død. Han er åndsfrisk, men sengeliggende, med liggesår, kløe og en kræftsvulst, der gør dagene til et helvede i opkast og mathed. Han ligger og reflekterer over sit liv.

Hans demente kone Åse er død tidligere på året. Hendes sygdom gjorde, at hun ikke oplevede hans sygdom. Børn kom der ingen af, og Victors job som kontorchef gjorde, at han havde travlt med arbejdslivet og således ikke opfyldte Åses ønsker om et anderledes og mere udadvendt liv.

Vennerne forsvandt som Åses hjerneceller, og Victor ligger nu og tænker på et samfund, som hastigt accellererer: Tv, Internet og E-mail stjæler tiden fra samvær.

Han ligger i sin plejehjemsstue og ønsker, at personalet forstod ham og havde tid til hans få ønsker, f. eks. at sætte den elskede musik på og at yde almindelig omsorg. Men på trods af sygdom og smerter forstår han personalets afmagt.
Alle har de et liv og en skæbne, der rummer hjemmeliv med alkoholiker, syge børn eller nedslidte kroppe.

Lyspunktet bliver Omar, som er fra Iran. Omar er lægestuderende og en venlig, opmærksom plejer. Han giver tid og opmærksomhed til Victor og udtrykker i sine tanker en undren over danskerne. Hvordan kan man tro på sammenhænge i livet, når man intet kan mærke til familiens puls og åndedrag?

Victor oplever hos  Omar en sjælden forståelse, som fuldender Victors tanker omkring sit liv:

Hans følelseskolde, religiøse mor, kastede unge Victor i armene på den venlige og varme Anna. Sammen får de et barn, som bliver bortadopteret. Victors følelser omkring det barn, som i dag er 65 år, og som han aldrig har eller vil komme til at møde, er fint beskrevet: ”På den ene side er min livscyklus til ende og kun ved begyndelse. Jeg vil se mere liv. Jeg er ikke nået til visdommens brønd.”

Asger Baunsbak-Jensen har med denne perle skabt et lille mesterværk, som fortjener at blive læst af mange. Et stærkt indslag i debatten om plejen af vores ældre. ”Plejekunsten forudsætter kultur og dannelse, ikke kun færdigheder til at passe os fysisk. Man burde give plejepersonalet højere status, højere løn, mere tid”.

En stærk roman om de vilkår, der bydes en gruppe af de mest værgeløse i dagens Danmark .

Herning : Poul Kristensen, 2001. 139 sider

Lån bogen på