Lad kun verden tumle sig

Stor amerikansk roman om et overjordisk vovestykke og om nogle af de skæbner fra myreturen New York, som bliver vidner hertil.

Den 7. august 1974 lavede den unge franskmand Philippe Petit et mageløst cirkusnummer: han gik på line mellem de to tårne i WTC. I omkring tre kvarter dansede han rundt 110 etager oppe i luften, indtil han gik ind igen og blev anholdt. Hvorfor? Fordi tårnene stod der, siger han her i bogen.

At denne episode vitterligt har fundet sted, blev jeg først opmærksom på for nogle år siden, da dokumentarfilmen ”Man on Wire” blev udsendt. Jeg har ikke set filmen endnu, men det vil jeg helt sikkert gøre, for bogen har gjort mig nysgerrig. Selve linegangen skildres som en skødesløs leg af guddommelig skønhed, som ”renhed i bevægelse”. Men sandheden er, at det krævede års træning og planlægning samt et kæmpe forarbejde af talrige hjælpere – som vi stort set ikke hører noget om.

Linedanseren og hans balanceakt er nemlig kun den røde tråd i bogen, katalysator for et tværsnit gennem den egentlige hovedperson, selve byen New York. Vi følger et tilsyneladende tilfældigt antal mennesker, som dog efterhånden viser sig at have fælles berøringspunkter. På den måde tegnes et kalejdoskopisk tidsbillede fra såvel Bronx som Park Avenue. Vi møder både narkoluderen og den desillusionerede dommer, og personerne skildres effektfuldt ved hjælp af deres egne indre monologer og mange synsvinkelskift. Mest gribende finder jeg tråden om en sorggruppe for mødre, der har mistet deres sønner i Vietnam – en af dem hele tre. Tidsmæssigt er baggrunden altså Nixon og Vietnamkrigen, men vi får samtidig et kig ind i fremtiden via nogle programmører i Silicon Valley. Den alvidende fortæller illustrerer, hvordan tilværelsens tætvævede mønster kun kan ses højt deroppe fra linen.

Vores viden om, hvilken tragedie der senere overgår de to tårne giver en særlig klangbund til fortællingen. Bogens gimmick er mere harmløs, men får på tilsvarende vis tiden til at stå stille for en stund, idet fortid og fremtid fortættes i nu’et – det sublime øjeblik, der får os til at tænke over begrebet skæbne og hvordan vi får betydning for vore medmennesker.