Til Sibirien

En ældre kvinde fortæller historien om sit eget liv som barn og ung i tredverne og fyrrerne. Det er et tilbageblik med et vemodigt anstrøg.

Forfatteren er norsk, men størstedelen af bogen foregår i en nordjysk by. Hovedpersonen får aldrig andet navn end det "søstermor", den elskede storebror Jesper har givet hende. Moderen er fjern og hård og opfyldt af kristendom. Faderen er veg og kæmper for at få sit snedkerværksted til at løbe rundt, men kunderne er fattige som de selv.

Måske fordi forældrene er så fjerne, knyttes de to søskende tæt sammen. Søstermor fryser altid, men Jesper repræsenterer varmen og livet og tager hende med på eventyr rundt i byen. De fantaserer om fremtiden. Jesper vil til Marokko og opleve solsvedne ansigter og palmer, men det er for varmt for søstermor. Hun vil til Vladivostok med Den Transsibiriske Jernbane. Der vil kulden ikke genere hende. Husene er af tømmer, som bevarer sommerens glød inderst i tømmerstokkene, og tøjet er af skind og bedre til at holde kulden ude end hendes tynde frakke. Jesper er en vovehals og flere gange er det søsteren der redder hans liv, når han kommer galt af sted. Til sidst må han, i 1943, væk fra tyskerne og til Sverige.

I den sidste del af bogen hører man om hendes liv efter krigen. Hun kommer ikke til Sibirien, men til Sverige og Norge. Hun kan ikke engagere sig følelsesmæssigt i de mænd, hun møder, men hun bliver gravid med en mand, som minder hende om broderen. Da hun rejser hjem og forventer at finde ham hjemvendt fra Marokko, får hun at vide, at han er død.
Bogen slutter med ordene: "Jeg er treogtyve år, livet er slut. Nu er der kun resten tilbage."

Man kan således synes, at det er en dyster og sørgelig beretning, men jeg synes først og fremmest at det er en meget smuk fortælling, som også er meget smukt fortalt.

Forfatteren blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for bogen.