Intet

Stilfærdigt mesterværk fra et Barcelona i den spanske borgerkrigs skygge.

Der skulle gå hele 32 år før vi fik Carmen Laforets debutroman på dansk, og man kan undre sig over at der skulle gå så lang tid, for mage til mesterværk skal man lede længe efter

I romanen møder vi et Barcelona der er hærget og forpint af den netop overståede borgerkrig, men for den18-årige Andrea der kommer til byen for at studere litteratur, er den opfyldelsen af alle hendes drømme: ”Uden at åbne øjnene fornemmede jeg igen et vidunderligt og varmt vindpust. Jeg var i Barcelona”. Men hun er forældreløs og fattig og skal bo hos slægtninge, og livet i bedstemorens lejlighed der er overfyldt af møbler og slægtninge, viser sig at være langt fra hendes drømme. Det er gået tilbage for familien, mørke, kulde og mistro råder, men mødet med studiekammeraten, Ena, viser hende et helt andet slags liv; i hendes hjem møder hun lys, varme og venlighed, og det bliver også denne kosmopolitiske familie der hjælper hende videre.
 
I det år, Andrea bor i Barcelona, sker der meget. Begivenhederne omkring onkelens selvmord er det dramatiske klimaks, men mest sker der for hende selv, at hun, da hun forlader byen, er nået til større klarhed over sin identitet og rolle i livet: ”Jeg tog intet med mig fra huset i Calle de Aribau. Det troede jeg i det mindste dengang.” Nej, det er ikke nemt at vide hvad der former et menneske.
 
I et enkelt og poetisk sprog oplever vi Andreas udforskning af Barcelona, kærligheden og livet, og efter endt læsning sidder man tilbage med et indtryk af melankoli og af hendes endeløse vandringer gennem Barcelonas gader med katedralen og universitetet som pejlingspunkter. Der er få beskrivelser af ruiner og andre fysiske minder fra krigen, men man har alligevel indtrykket af mørke og armod.
 
Den knugende atmosfære i bedstemorens lejlighed kunne være et billede på livet i Spanien efter borgerkrigen, hvor Franco holdt landet i et jerngreb for at konsolidere sin magt. Man kan undre sig over hvordan en bog som denne, oven i købet skrevet af en kvinde, kunne slippe gennem censuren, men det kunne den måske netop fordi forfatteren var kvinde, dvs. usynlig. Romanen der i høj grad er selvbiografisk, blev den første vinder af den meget ansete Nadal-pris, og den bragte øjeblikkeligt den unge forfatterinde litterær hæder i hjemlandet. Hun har udgivet flere romaner og noveller, men ingen der i intensitet og folkelig appel levede op til ”Intet”.
 
Den melankolske tone og det poetiske sprog er fornemt ramt af oversætteren, og jeg kan kun anbefale at man lader sig suge ind i ”Intet”.