Bog

Forelskelser

Af (
2014
)

Anmeldelse

Forelskelser af Javier Marias

07 okt.14

Litterær og ordrig spansk roman om forelskelsens væsen og dilemmaer er en stor læseoplevelse for den trænede, tålmodige læser.

Javier Marias 'Forelskelser' foregår i Madrid, hvor den forlagsansatte Maria Dolz hver dag spiser morgenmad på den samme cafe som ægteparret Deverne, Miguel og Luisa. Hun kender ikke parret, men beundrer dem på afstand og gør sig sine forestillinger om deres liv og samvær. En dag bliver Miguel brutalt myrdet på åben gade af en tilsyneladende sindsforvirret mand. Luisa og Maria taler sammen for første gang, og via Luisa møder Maria den besnærende Javier.

Javier og Maria indleder et forhold. De kan bruge timer på at diskutere problemstillingerne i Balzacs bog 'Oberst Chabert', ligesom Maria kan bruge timer på at gruble over Athos fra 'De tre musketerer', der i affekt dræber sin elskede hustru, da han opdager, at hun bærer liljebrændemærket, eller hun kan filosofere over bestemte vendinger fra Shakespeares Macbeth. I det hele taget er det en roman med mange ord. Handlingen er som sådan simpel nok, men den er garneret med filosofiske og moralske diskussioner, tanker, formodede tanker og refleksioner.

Hvor Maria er forelsket, er Javier mere reserveret og forbeholden. Javier sætter dagsordenen, og Maria er konstant usikker på, om hun nu har set ham for sidste gang. Maria har på fornemmelsen, at Javier elsker Luisa, og måske har han ligefrem haft en finger med i spillet i forhold til at skaffe sin ven Miguel af vejen for til sidst at få hende selv. Kærlighedens evige dilemma: Hun elsker ham, som elsker en tredje, eller omvendt. Kærlighedslivets sårbarhed og forelskelsens ihærdige altfortærende flamme. Den forelskede tolker og vejer hver handling og hver udtalelse fra den elskede, hver afvigelse og hver gentagelse, beroliger sig selv og bedrager sig selv, men er samtidig smerteligt bevidst om kendsgerningerne.

Maria fortæller historien set i bagklogskabens klare lys, men kun langsomt løftes sløret for hele intrigen. Til slut står Maria med stor viden, og hendes forvaltning af denne viden kan få vidtrækkende konsekvenser. Kan hun handle uden at være i sine følelsers vold, eller vil hun som i Macbeth, De tre musketerer eller Oberst Chabert lide eller påføre andre lidelse i forelskelsens flammegreb?

Javier Marias er en af Spaniens største forfattere, og han er oversat til mange sprog. Herhjemme kender vi ham fra en lille håndfuld oversatte romaner, blandt andre 'Et hjerte så hvidt' og 'Oxford'.

Det er en roman, der kræver noget af sin læser, og som kun langsomt løfter sløret for plottets rette sammenhæng. Der er gjort brug af lange knudrede sætningskonstruktioner og mange filosofiske overvejelser. En stor læseoplevelse for den trænede, tålmodige læser.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Iben Hasselbalch
Faustnummer
51265165
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702151602
Antal sider
363

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer