Små hænder

En snigende rædsel griber enhver læser af spanske Andrés Barbas kortroman om barndomstraumer, sorg og tabt uskyld.

Syvårige Marina overlever med nød og næppe et biluheld, som slår hendes forældre ihjel. Hun kommer på et børnehjem, men passer ikke ind blandt de andre børn, som er både nysgerrige og mistænksomme overfor den nye pige. Tingene ændrer sig dog, da Marina opfinder en natlig leg, som børnene for alt i verden vil holde skjult for de voksne. Andrés Barbas fantastiske kortroman ’Små hænder’ er en foruroligende skildring af det sociale og psykiske miljø på et børnehjem og af den ubearbejdede sorgs destruktive kræfter.

Barba fortæller sin historie dels fra Marinas perspektiv, dels fra de andre børns synsvinkel. De optræder som et kollektivt ’vi’, der må forholde sig til den nyankomne pige. Marina skræmmer dem, ikke kun fordi hun er ny, men på grund af det traume, hun har gennemlevet. En afgørende scene udspiller sig i badet, hvor børnene får øje på Marinas arrede krop:

”Vi så på hinanden og følte os nøgne overfor denne krop, der ikke var som vores egen. For første gang følte man sig tyk eller grim, følte at man var en krop, og at denne krop ikke kunne ændres. Ligesom hun stod frem, stod vi selv frem; disse hænder og ben, nu vidste vi, at det var sådan, vi var, uforbederligt. En opdagelse, som vi ikke kunne stille noget op med, og som ikke tjente noget formål.”

Marina forstyrrer børnehjemmets skrøbelige livsverden og konfronterer børnene med dødens tilstedeværelse ( ”Vi andre havde været lykkelige, lige indtil Marina kom med sin fortid” ). Lige så svært, det er for Marina at håndtere det tab, hun har lidt ( ”Omgivelserne var forberedt på et sammenbrud, men der kom ikke noget” ), lige så umuligt er det for hendes jævnaldrende at vide, hvordan de skal reagere på hende. Med en blanding af misundelse og beundring omfavner de Marina, for så det næste øjeblik at støde hende væk: ”Altid gik vi ved siden af Marinas erindring, parallelle, trætte og sultne, og vores begær var ikke i stand til at give den tydeligt liv, så pludselig blev vi trætte af at forsøge, og begæret blev til raseri imod denne pige, der fyldte for meget.”

Mobningen af Marina tager til dag for dag, og som læser gribes man af en voksende følelse af uhygge, efterhånden som tingene udvikler sig og Marina opfinder en særlig leg, som børnene leger om natten, uden at de voksne ved det.

’Små hænder’ udforsker gråzonen mellem barnlig uskyld og ondskabsfuldhed, og Andrés Barba er skræmmende god til at sætte ord på det virvar af forvirrede følelser, som Marina og de andre børn gennemlever, men som de ikke selv er i stand til at verbalisere; følelser, som foruroligende hurtigt kan slå over i voldelig, grænseoverskridende adfærd. Selvom historien rummer en række velkendte elementer fra horrorlitteraturen – det forstyrrede barn, den skumle dukke, børnehjemmet – forfalder forfatteren aldrig til klichéer, men bearbejder elementerne på sin helt egen måde og skaber dermed en virkelig uhyggelig og urovækkende stemning.

’Små hænder’ er en fremragende lille bog om, hvordan stor sorg og mangel på kærlighed og ømhed efterlader dybe ar i krop og sjæl.