Kapgang

Hudløs, hjerteskærende og intim skildring set og oplevet gennem øjnene på en pubertetsdreng

Der er noget intenst over Sønder Omme i 1970’erne: Bay City Rollers, begær, hustruvold, pubertet, plettede underbukser, død - ja og så kapgang.

Jeg havde faktisk helt fortrængt udtrykket "at kutte" og grimheden i tøj lavet af nylon, kassebukser og rullekraver, men ’Kapgang’ er et troværdigt og levende tidsbillede og fik således hevet det hele frem fra erindringen.

Hovedrollen spilles af den 13-årige konfirmationsmodne Martin. Puberteten rører på sig, og Martin er lun på Kristine, også selv om hun er lidt højere end ham, og i fritiden udøver han hemmelige erotiske gnubberier med Kim. Det er bare en leg.

Men da Martins mor pludselig dør, er det alvor. Familien falder chokeret fra hinanden, og det sender følelsesmæssige trykbølger ud i hele Sønder Omme. Faren kaster sig i armene på byens damefrisør, storebroren Jens går i baglås af sorg, og Martin sørger for det huslige og bordplanen til konfirmationen, mens han passer sine hormoner.

’Kapgang’ er en historie fuld af sorg, følelser og drifter. Man kommer helt tæt på og er med, når mormor hader og tilsviner faren ved morens grav, når det er allermest hjerteskærende, og man er også med, når Martin og kammeraterne besøger byens klamme tosse, hvor de læser Rapports "Grå sider" og lidt mere end det. Det er hudløst og næsten grænseoverskridende at blive trukket så langt inde i krogene. Midt i sorgen og kærligheden er der noget primitivt, som sikkert er menneskeligt, men det er hverken kønt eller livsglædeligt.

’Kapgang’ er en debutroman med masser af substans, genkendelighed og alt godt fra Maslows behovspyramide. Historien er velfortalt og rummer en intimitet, hvor det meste blotlægges hudløst, hvilket gør indtryk. Personskildringen er følsom, næsten kærlig, og virker privat på samme måde, som man møder i andre skønlitterære erindringer af forfattere som Erling Jepsen og Knud Romer.