Vita Andersen

Vita Andersen var dramatiker, digter og prosaforfatter. Med en ustabil og kærlighedsforladt opvækst formåede hun at skrive, så det personlige er alment genkendeligt.

Vita Andersen (1942-2021) debuterede i 1977 med digtsamlingen ’Tryghedsnarkomaner’, som med ét gav Andersen en stor fanskare og introducerede danskerne til knækprosa. ’Tryghedsnarkomaner’ bevarede sin popularitet længe efter udgivelsen og indkasserede titlen som den mest solgte digtsamling – en titel, der først blev slået 36 år senere af Yahya Hassans debut. Når man læser ’Tryghedsnarkomaner’, forstår man, hvorfor Andersens digtsamling kunne fastholde den placering i så mange år. ’Tryghedsnarkomaner’ er et værk, som stadig er højaktuelt med skildringen af den moderne kvindes krav til sig selv og hendes rolle i et mandsdomineret samfund. Det, ’Tryghedsnarkomaner’ gjorde og stadig gør så godt, er med sit nøgterne og minimalistiske sprog at fremvise det tomrum, som en ødelagt kærlighedshungrende kvinde forsøger at bekæmpe med utallige diæter, tøjindkøb og filosofihåndbøger, som skal gøre hende god nok. Et tomrum, som alle kan genkende i en eller anden form, fornedrelsen, forsmædelsen og kærlighedstabet.

Andersens bøger omhandler alle manglen på kærlighed. Vi møder det også i novellesamlingen ’Hold kæft og vær smuk’ (1978), som berører mange af de samme problematikker som ’Tryghedsnarkomaner’. Den unge kvinde, der igennem materialisme forsøger at fremtvinge en kærlighed til andre og til sig selv for at opveje for den kærlighed, hun aldrig fik som barn. Det er fortællinger om det forsømte barn, der er blevet voksen, og som lever med de psykiske og sociale følger af en opvækst med fraværende forældre.

Det forsømte og kærlighedsløse barn er typisk det sted, Vita Andersen skriver fra. Med en opvækst, hvor faren ikke var tilstede, og moren var psykisk syg, var tryghed og omsorg en mangelvare, men blev også Vita Andersens litterære udgangspunkt. I mange af Andersens værker er det fra barnet, vi oplever verden, og det er aldrig en særlig rar én. Andersens første roman ’Hva’for en hånd vil du ha’ fra 1989 behandler, som i hendes andre værker, barnets opvækst uden tryghed og kærlighed - denne gang oplever vi det dog fra barnets synsvinkel. Og det er også her, vi første gang møder Andersen i romanform. Romanformen bliver en ny indgangsvinkel for Andersen, da romanens alsidige form giver mulighed for at bruge fantasiens og magiens kraft. Det skaber et rum, som hidtil ikke har været muligt, hvor den tunge virkelighed kan løftes og indkapsle barndommens leg og optimisme. Vita Andersen modtog Kritikerprisen for ’Hva’for en hånd vil du ha?’.

Vita Andersens evne til at beskrive det forsømte barn står for mange som dét, Andersen gør så fantastisk. I en enkel form og stil formår hun at gøre personlige oplevelser til genkendelige og mærkbare skildringer af et forkvaklet liv. Hendes beskrivelser står i deres enkelthed som konstaterende – og det er netop dét, der sætter sine spor hos læserne. Den tragiske virkelighed, som kan synes absurd eller uforståelig, står frem i sin klarhed og viser den helt faktuelle virkelighed, som nogle børn desværre vokser op i.

Vita Andersen blev i 2018 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman ’Indigo’ (2017), hvor definitionen af Andersens forfatterskab på mange måder understreges. ’Indigo’ bliver på bogens omslag defineret som roman, men når man igangsætter læsningen, går der ikke lang tid, før de selvbiografiske træk begynder at træde frem. Her følger vi jeget, Vita, der som voksen kigger tilbage på en barndom i 40’erne og 50’erne fyldt med svigt fra en mor, der var ude af stand til at passe hende, og de ansatte på det børnehjem, hun bliver sendt til, som kort og godt var ligeglade med hende. Læseren tages med i erindringen, som flyder sammen og gør kronologien uklar og fragmentarisk. Det er stemningen og sansningen, der er afgørende. Klaustrofobien og volden, som ses igennem barnets uforstående øjne, der kæmper for at skabe en mening.

På grund af Vita Andersens forældres manglende tilstedeværelse var skole ikke noget, der blev synderligt prioriteret. Det er derfor en overraskelse, at Andersen har formået at bidrage til litteraturen på en så omfangsrig og fantastisk vis. Smukt og sansende sprog og en let bevægelighed mellem genrer med bøger, der har klassikerstatus, børnebøgerne ’Petruskas laksko’ (1989) og ’Sebastians kærlighed’ (1992) og familiedramalignende bøger som ’Anna Zoë' (2006) og ’Sig det ikke til nogen’ (2012). 

Foto: Suste Bonnén
Skrevet af Emma Karlebjerg