Sig det ikke til nogen

To kvinder bor på hver sin side af gaden. Hver har de deres liv og drømme. Dette er socialrealisme anno 2012, og vilkårene er stadig de samme.

Claire og Adam og datteren Zarah har et godt liv med trygge rammer og økonomisk sikkerhed. Der er dog et lille men i deres gode liv. Zarah og Adam har et meget nært forhold, nærmest som kærester, hvilket overskrider Claires grænser. For at abstrahere fra dette fordyber hun sig i sit arbejde som fotograf. Da hun tilfældigt opdager, hvad der foregår på den anden side af gaden hos tjeneren Laura og kæresten Simon, bliver hun helt besat af at fotografere Laura og følger efter hende.

Forholdet mellem Laura og Simon er nærmest dysfunktionelt. Simon er voldelig og slår ofte Laura. Efter hver voldelig episode undskylder han og lover at holde op. Men snart går det løs igen. Det er netop derfor, Claire fatter interesse for Lauras liv, som trods alt er værre end hendes eget. Selv hunden Ollie har et bedre liv, den får masser af kærlighed.

Romanen er velskrevet og til tider meget detaljeret. Sproget flyder rigtig godt og miljø- og især personkarakteristikken af Claire og Laura er rigtigt gode. Man fornemmer Claires frustrationer og Lauras angst for Simon helt ind i hjertet. Den usikkerhed, som følger med at leve i et voldeligt forhold, er meget fremtrædende, ligesom Claires tvivl på far/datter-forholdet.

Måden at fortælle historien på fungerer godt - at man er skiftevis i Lauras liv eller hos Claire er en god måde at bryde fortællingen på. Historien er ikke så barsk hele tiden, som hvis romanen kun handlede om Simons afstumpede vold, eller så velfungerende som alt er hos Claire.

Vita Andersen har skrevet romaner og digte med kvinder som temaet i mange år. Hendes første digtsamling, ’Tryghedsnarkomaner, udkom i 1977 og blev revet væk. Andersen formår at komme helt tæt ind på kvinderne på en måde, så de fremstår udsatte, både set i forhold til samfundet og mændene .