Flammernes farve

Lemaitres selvstændige fortsættelse af ’Vi ses deroppe’ fortæller om det parisiske borgerskab i mellemkrigstiden i et særdeles flot og flydende sprog.

Romanen foregår fra 1927 og handler om den junglelov, der herskede i det franske samfund op til 2. verdenskrig. Madeleines far, rigmand og bankdirektør, er død, og lige før han skal begraves, hopper hendes 7-årige søn ud ad vinduet og lander ovenpå morfarens kiste, der bliver sølet til med blod og må dækkes til med et gardin. Det er den store og tragikomiske histories start. Romanen er lanceret som en selvstændig fortsættelse af Vi ses deroppe, hvor vi bl.a. møder Madeleines bror. Det gavner at have læst den, men som læser kan man sagtens følge hovedpersonens skæve færd igennem livet alligevel.

Madeleine mister alle sine penge og banken på grund af dårlig rådgivning og egen dovenskab, men hun beholder trods alt sin søn, der overlevede styrtet, men nu er lænket til en rullestol, hun samler sig sammen og sætter al sin snilde ind på hævn over slynglerne i systemet. Der er en del faktuelle historiske detaljer flettet ind i fortællingen, og her mangler man noget baggrund som almindeligt dansk læser, men det giver historien troværdighed og nuancer.

"Regeringen tirrede bekymret på farvespillet i de knitrende flammer, der åd sig gennem landet" , sådan beskrives det oprør mod staten og skatteudskrivningen, der foregik i 1933. Det er foruden baggrund for titlen også et eksempel på det flotte og flydende sprog, vi møder i bogen. Min eneste indvending er, at jeg ikke kan fremtvinge sympati for nogen af figurerne i bogen, alle er skæve, sære og beskrevet med en satirisk tone, der får fortælleren til at stå på afstand af det hele. Her er så absolut ingen empati at spore. Men handlingen har drive, og den er velskrevet i et fantastisk sprog, som også må være oversætterens ansvar.