Bog

Koldfronter

Af (
2017
)

Anmeldelse

Koldfronter af Keld Broksø

30 jan.17

Koldkrigsroman nouveau. Aktuel politisk thriller med baggrund i den tiltagende konfrontation mellem Rusland og Vesten.

Keld Broksø har udgivet fem spændings- eller krimiromaner, og fælles for dem alle er en utrolig grundig research, hvor han fermt udnytter sin journalistiske baggrund til at tage fat på aktuelle emner tilsat spændingslitteraturens virkemidler og tricks. Sammenligningen med Leif Davidsens romaner er nærliggende.

Den indviklede historie tager sin begyndelse i København, hvor den forhutlede akademiker, Jack Wolff bliver overfaldet på Vestre Kirkegård sammen med sin overbo, politimanden Stefan. Overfaldet viser sig at hænge sammen med nogle papirer, som Jacks morfar, der var fra Estland, men gjorde tjeneste som nazistisk soldat under Anden Verdenskrig, begravede fire forskellige steder i Europa. Sporene fører Jack og Stefan til Tyskland, hvor Jack opdager, at han både har en onkel, en mor og en halvsøster, og igen dukker der flere dokumenter op. 

De tre umage og ikke så helteagtige personer hvirvles nu ind i totalt uforklarlige, men også dødsensfarlige begivenheder, hvor de undervejs får uventet hjælp fra en gammel indflydelsesrig estisk dame, men endnu flere typer vil ikke noget godt for heltene. Dokumenterne har noget at gøre med kæmpestore landområder i Estland, men hvad de egentlig skal bruges til, og hvad det egentligt er for et storpolitisk spil, der er i gang, går først langsomt op for de tre hovedpersoner og for læseren. 

Det er noget af et plot, forfatteren har fået skruet sammen, og handlingen og kompositionen med flere tilbageblik og indskudte historier gør bestemt ikke bogen lettilgængelig. I starten virker det lidt for udspekuleret med de spegede familieforhold og deres sammenhæng, men i bund og grund hænger det hele meget godt sammen, og historien er både overraskende, spændende og tankevækkende.

Der må ligge en omfattende research til grund historien, og de aktuelle problemstillinger omkring den nye kolde krig mellem Putins Rusland og Vesten og den fare for annektering, som bl.a. de baltiske lande har tæt på, er ganske aktuel og interessant læsning.

Udover at være en politisk roman og en spændingsbog er historien også en fin beskrivelse af en person, der har opgivet livet, men langsomt finder en mening med tilværelsen igen. Dette føjer endnu en flot dimension til en på alle måder interessant historie, og så kan man sagtens leve med den indviklede og ikke helt troværdige spændingsdel.

Bogdetaljer

Forlag
Egolibris
Faustnummer
52823676
ISBN
9788793434462
Antal sider
544

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer