Så siger den ene

Fortællingen om Senta og Thomas, der har svært ved at finde hinanden og kærligheden i dagens Kreuzberg, er en perle af en kærligheds- og hjemstavnsroman.

Senta og Thomas mødes tilfældigt og forelsker sig hovedkuls i hinanden. Der er tale om kærlighed ved første blik. Senta er falleret kunsthistoriker og arbejder som telefonpasser i et galleri, Thomas er systemanalytiker i et IT-firma. De er begge i fyrrerne og hinandens diametrale modsætninger. Hvor han er den lidt kiksede IT-nørd, der passer sit arbejde fra 8-16, er hun noget af en drama-queen, der bryder ud i tårer flere gange dagligt, når hun ikke synes, hun kan overskue tilværelsen.

Senta har mange forbehold overfor Thomas, mange flere end han har overfor hende. Hun skammer sig lidt over ham og prøver at overbevise både sig selv og sin bedste veninde om, at han ikke er den rette mand for hende. Hun, som er kunsthistoriker, skal have en humanist. Hun synes, at det nærmest er pinligt, at han er i IT-branchen, men også han krop og hans påklædning er hende imod. Til gengæld er hun dybt forelsket i hans øjne. I et af Sentas dramatisk opgør med Thomas udbryder hun: ”Du er min skæbne. Jeg elsker dig. Du har så smukke øjne”. Det giver siden Thomas noget at tænke over.

Den lidt pudsige titel henviser til de indlagte dramaafsnit, og romanen veksler konstant i sin form: Den litterære fortælling blandes med drama, direkte tale og faktuelle og filosofiske afsnit, ligesom der er adskillige musikalske citater. Der er hele vejen igennem en underliggende tone af humor og ironi. Synsvinklen er skiftevis Sentas og Thomas’, således at vi flere gange hører om den samme begivenhed set fra hver deres synsvinkel. Iris Hanika skriver imellem i et meget lyrisk sprog, som når hun beskriver deres første morgen: ”Morgenen var ikke god for nærheden mellem dem. De var hver især sunket tilbage i deres eget liv og deres egne kroppe, fanget i dem og næsten allerede fjernt fra dem”.

Så siger den ene er en mærkelig men også dybt fascinerende bog, som det er svært at lægge fra sig. Det er en skøn historie om moderne mennesker, der har svært ved at håndtere liv, job og kærlighed, men det er også en hjemstavnsroman, hvor hjemstavnen er bydelen Kreuzberg i Berlin. Hele handlingen forgår i og omkring den tidligere kanal i Luisenstadt. Man får mange faktuelle oplysninger om Berlin, og sidder man med Berlinerkortet foran sig, kan man følge Senta og Thomas’ vandringer gennem gaderne. Det er som at være der selv en lun forårsaften.

Iris Hanika har modtaget både Hans Fallada-prisen og EU’s litteraturpris for bogen, som er hendes debut som romanforfatter og den første af hendes bøger, der er oversat til dansk. Hvis man som jeg både holder af Berlin og en god kærlighedshistorie, så er Så siger den ene ikke til at komme uden om.