Bette & Bjerg - rumtænnisten

Historien om de to venner er et meget fint eksempel på, at selvom man ikke umiddelbart er enige, kan man sagtens være bedste venner alligevel.

Bjerg er stor, og Bette er lille. På samme måde, som der også er både små og store ting i verden. Begge er pelsede og bløde med små horn. Bettes pels er lang og i orange nuancer, og Bjerg ligner mest en bjørn med sine gråbrune hår. Bette opdager noget, der ikke var der før. Men nu er det der, rumtænnisten. Bette er overbevist om, at det der noget kommer ude fra rummet. Men Bjerg griner bare. Men hvad er det så?

I bogen præsenteres vi for et helt nyt ord, en rumtænnist, en form for rumtingest. Bogen begynder med, at de to venner står og kigger op på en smuk orangerød himmel og så et "Hov". For nu opdager Bette den mærkelige ting, som han er overbevist om kommer fra rummet, men det tror Bjerg ikke på. Denne rumtænnist, som Bette kalder tingesten, optager de to venner gennem bogen.

Bette bliver så sur på Bjerg, at han ender med at gå ud i natten, væk fra bjerget "Gutbaj, Bjerg". Sammen med Bette, forsvinder man med ud i en mørk skov og videre op i nattehimlen. Bette står med rumtænnisten i hånden, kigger længselsfuldt op på den smukke nattehimmel og tænker på, hvilken en af de mange stjerner, rumtænnisten mon kommer fra? Så begynder han at tænke på stjernebillederne Store Bjørn og Lille Hund, og pludselig kan han høre lyden af noget i natten. Måske en det en himmelbjørn, der æder små Better! Det er det heldigvis ikke.

'Bette og Bjerg - rumtænnisten' er en fantastisk højtlæsningsbog, og den er et klart bevis på, at billedbøger kan noget helt særligt, især på grund af interaktionen mellem billeder og tekst. Man kan folde siderne ud i slutningen, og på den måde vender fortællingen pludseligt sidelæns, og tegningen ændrer format. Hanne Bartholins gule og røde farver og skønne dyr og landskaber skaber en form for drømmende enkelthed sammen med Tina Sakura Bestles fine, kloge tekst.

Jeg elsker deres serie om de to pelsede venner, hvoraf denne er den første af tre. Den er fyldt med poesi, rummelighed og her også en meget vigtig rumtænnist.

Anbefales til højtlæsning for alle, der gider at lytte.