Mirabel og Astrakan

En stærk og gribende billedbog om to børn, der begge er ensomme og længes efter en ven, men giver udtryk for det på hver sin måde. Måske kan de lære noget af hinanden?

Mirabel og Astrakan er hver især gået hen på legepladsen. Den ene er genert, tilbageholdende og eftertænksom, mens den anden er udadvendt, pågående og beslutsom. På legepladsen er der kun en gynge, og den vil de begge gerne have. Astrakan buser frem, og Mirabel tør ikke rigtigt protestere. Umiddelbart er de hinandens modsætninger, men under overfladen viser det sig, at de har noget til fælles, og måske er alt ikke som det ser ud til ved første øjekast?

Legepladsen er bogens egentlige scene, men undervejs i fortællingen er der separate opslag, der giver indblik i pigernes hverdag i skolen. Her er teksten på rim og sat med en fed og anderledes font, der tydeliggør skiftet i tid og sted. Disse opslag viser, hvordan pigerne trods deres umiddelbare forskelle begge er ensomme og uden for i sociale sammenhænge. De venter på en ven, men Mirabel har brug for at kunne sige fra, og Astrakan skal lære at give plads til andre. Da Astrakan siger til Mirabel; ”Du må sige, hvad du vil. Ellers er det, som om du ikke findes”, og Mirabel senere svarer; ”Og jeg er ikke bange for dig. Ikke længere. For nu ved jeg, at du er en god ven ” forløser det noget i dem begge. Astrakan er aldrig blevet kaldt en god ven før, og Mirabel finder ud af, at man først skal vide, hvem man er, før man kan møde andre. Bogen sidste opslag viser stilfærdigt, at der er flere endnu, der behøver en ven.

’Mirabel og Astrakan’ er oprindeligt et teaterstykke, der nu er blevet til en billedbog. Annika Thors tekst er fin og skarp, og det er tankevækkende, at historien er blottet for støttende voksne. Maria Jönssons illustrationer er stærke og udtryksfulde, og selvom de er holdt enkle i hvert fald i farvevalget, hvor der kun er gjort brug af den rødorange farve, så står følelserne og stemningerne tydeligt frem. Jönsson kendes også fra de herlige og livlige billedbøger om Spyfluen Astrid og Ulveungen Valdemar.

Det er en bog, der skal tales om, og som kan fostre gode samtaler om ensomhed og forskelligheder, og om hvordan man er over for hinanden.