Bog

Bette & Bjerg - bjerget af kager

Af (
2018
)

Anmeldelse

Bette & Bjerg - bjerget af kager af Tina Sakura Bestle

28 nov.18

Når man er kæmpestor og elsker kager, er det svært ikke at spise alle de lækre kager, som ens bedste ven har bagt. Historien er fin og enkel og fortæller en masse vigtigt om venskab og tilgivelse.

På første opslag, hvis man holder bogen på højkant, kan man se et kæmpebjerg, elegant bygget op af kager. Ovenover hænger Bette i en redningskrans, der også ligner en kage. Bjerg elsker kager, og allermest dem som Bette bager. Og pludseligt har Bjerg spist alle kagerne! Derefter må han gå i seng, med meget ondt i maven. Bette kommer med vand og har meget ondt af Bjerg. Indtil han vil hente en kage til ham og opdager, at nogen har spist dem alle sammen.

Bette er bange for, at kagetyven er en kvomse, eller måske en svuplup. Da Bjerg sover, og Bette forsøger at snakke med ham, lyder det som om, Bjerg siger, at det også kan være en snorksnork, måske en råårhpyyh? Men det tror Bette alligevel ikke på. Han beslutter sig for at opsætte en fælde. Og hvem mon der går i den?

Tina Sakura Bestle har skabt nye ord til det lille drama, der opstår, da Bette opdager, at nogen har spist kagerne. Det er kun Bjerg og os læsere, der ved, at Bjerg er kagespiseren. De sjove ord, som kvomse og snorksnork, tilfører lidt nonsens til den søde historie. Ordene kan man tage til sig og bruge og måske selv finde på flere.

’Bjerget af kager’ er en historie om forviklinger, men også om et stærkt venskab, der ikke går i stykker, fordi man spiser alle den andens kager. Det er også en historie om et venskab, der godt kan bære, at den ene dummer sig lidt.

Illustrationerne supplerer teksten helt perfekt, og det er altid en skøn oplevelse at læse om de to pelsede venner. Hanne Bartholins illustrationer er, vanen tro, helt uimodståelige og åbner op for en verden af sol og sommer med alle de skønne sommerlige farver.

Læs og nyd med børn fra cirka 3 år.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Graphic
Hanne Bartholin
ISBN
978-87-02-22429-0
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer