Anmeldelse
På den anden side
- Log ind for at skrive kommentarer
Novellesamling om forskellighed og kontraster til de 10-15-årige. Der er nok at tygge på, men det bliver hverken tungt eller klægt, det er delikat og fyldt med nuancer.
‘På den ene side er vi alle forskellige’, står der på den forreste flap i bogen - ‘På den anden side er vi alle ens’, står der på den bageste. Forskellighed er teamet; det der adskiller os fra hinanden og det, der samtidig knytter os sammen, er præmissen for denne samling af noveller for de 10-15-årige. Novellerne er skrevet af nogle af landets allerbedste forfattere, som skriver for børn og unge, og det kan mærkes.
Vitas mor er død, men det er sommer og endnu er der ikke mange, der kender til hendes tab, så hun forsøger at koncentrere sig om sin sport og bare være sig selv lidt endnu, inden ingen længere vil behandle hende som før. Vega må forlade alt, hvad hun kender uden at tage afsked med nogen, for ingen må vide, de rejser. Aron forsøger at nærme sig Silas, som holder sig for sig selv og altid går rundt sin afdøde fars sweater. Nanna er topstresset over at skulle melde afbud til en fest, men hun skal besøge sin far i fængslet. Ingen må vide, han er i fængsel, så Nanna må lyve for sin bedste veninde. Forældre er fraværende, forældre er dominerende og forældre er pinlige. Her er noveller om at være barn i en flygtningelejr, om ensomhed, OCD, spirende seksualitet, overspisning og præstationsangst.
Der er meget på spil i novellerne, de er alle overgange til noget nyt; en ny erkendelse eller en ny begyndelse. I 'Peace Prize' af Hanne Kvist har en ny pige i klassen det svenske sprog med sig og nogle ord har mere end blot forskellig betydning på dansk og svensk, sproget kan også ændre både fokus og dynamikken i en klasse:
“Ved du godt, at Nasse lyder mærkeligt på dansk? siger jeg. Nausikaa siger, at det gør det også på svensk. Det er navnet på en bamse eller Grisling, det er ret barnligt. Jeg fortæller, hvad det betyder på dansk. Det griner hun ad. Jeg tror ikke, hun er typen, der kan blive drillet for sit navn.Måden, hun griner på, er sådan her; som om hun har mere grund til at grine end dem, der gør nar ad hende.”
De fleste af novellerne hører til den socialrealistiske genre, men enkelte noveller kan betegnes som fantasy. Fugle går igen; en ensom pige har vinger i Tina Sekura Bestles 'Og vinger' og Silas åbner op for både tabet af sin far og sin viden om fugle til Aron i novelle 'Trækfugle' af Thomas Lagermand Lundme, som også handler spirende kærlighed og om at se hinanden og sig selv med nye øjne.
Carlsen har udgivet flere glimrende novellesamlinger på det seneste. ‘På den anden side’ kan læses allerede fra 10-11 år og er oplagt til skollernes mellemtrin. Forældre kan også læse med med stor fornøjelse. Novellerne har flere lag, så læseren fodres med det bedste lidt efter lidt, intet proppes ned i halsen.
Brugernes anmeldelser