Anmeldelse
Pestnætter
- Log ind for at skrive kommentarer
Kriminalroman, pandemiroman, historisk roman, samfundsroman. Pamuk samler det hele i sin fortælling om den pestramte ø, Mingheria.
På trods af sine 700 sider er Pamuks seneste roman egentlig ganske simpel. På den osmanniske ø Mingheria, der ligger mellem Kreta og Cypern, hærger et pestudbrud. Overinspektør for Sundhed og Sanitet, Bonkowski, bliver sendt til øen for at stoppe udbruddet. Langsomt åbnes Pamuks store fortælling, der er meget mere end en middelmådig coronabog.
I tiden, hvor pesten spreder sig på den lille ø, er Sultan Abdülhamid II trængt op i en politisk krog af Bokseropstanden i Kina, hvor han er splittet imellem at blive muslimernes store hersker eller undgå at provokere de vestlige stormagter ved at se passivt til, at bl.a. kristne bliver fjernet fra Kina i forsøget på at afeuropæisere landet:
”Sultan Abdülhamid var efterhånden blevet mere og mere overbevist om, at hvis han åbent støttede islam frem for andre religioner (sådan som hans riges demografiske udvikling allerede antydede), ville det måske lykkes ham at samle hele verdens mange forskellige muslimske samfund og stater om sig og dermed stå stærkere over for Vesten – eller hvert fald give stormagterne en grund til at frygte ham. Med andre ord havde sultanen, endda helt selv, fået øje på det magtmiddel, vi i dag kalder ”politisk islam.”
Dét, der introduceres som en roman om udviklingen af en pandemi (som ikke ligefrem lyder som tiltalende læsestof efter Covid 19-epidemien), viser sig at være en stort forgrenet roman om en lille ø på kanten af Østen og Vesten. Da Bonkowski og hans assistent, doktor Ilias, kommer til øen, går det op for dem, at ikke mange er med på pestens spilleregler, og selv guvernøren tror end ikke på, at sygdommen hærger på øen. Kort tid efter bliver Bonkowski myrdet, og hvad der før var et stort nok spørgsmål om at indlemme smitten, er nu et endnu større spørgsmål om øens politiske fremtid. Der er nok tråde og personer at holde styr på, men Pamuk tager kærligt sin læser i hånden i form af fortælleren, der mest holder sig i baggrunden og lader andre tale, men også fungerer som Pamuks egen kommentar til historieskrivning:
”Romankunsten hviler på evnen til at fortælle vores egen historie, som om den var en andens, og på at fortælle andres historier, som var de vores egne. Så hver gang jeg begyndte at føle mig som en sultans datter, en prinsesse, vidste jeg inderst inde, at jeg gjorde, nøjagtig hvad en romanforfatter bør gøre. […] Hvis en roman, både i ånd og form, skal række ud over det enkelte menneskes historie og tage skikkelse af en slags historisk beretning, der omfatter alle, bør den fortælles fra mange forskellige synsvinkler.”
Pamuk kommer fint igennem sin pandemihistorie, der formår at udvikle sig til en spændende roman om kulturelle forskelle op til Osmannerrigets fald. Til tider går det lige sløvt for sig (man kan undre sig med så mange sidehistorier og karakterer at gribe fat i), men Pamuk skriver også i ’Pestnætter’ fænomenalt, så øens storslåede plads og de fattigste småkvarterer står lyslevende og gør den omfattende roman værd at læse.
Brugernes anmeldelser