Forfatter
Kristian Ditlev Jensen
Kristian Ditlev Jensen kaster lys på menneskets skyggesider i sit forfatterskab. Med sin seneste roman, 'Bar', skildrer han, hvordan alkoholen tager sit indtog på mennesket, og hvad livet (måske) ville have været, hvis han var fortsat med at drikke. Bogen er nomineret til DR Romanprisen 2022.
Kristian Ditlev Jensen har et væld af tekster bag sig i kraft af sin karriere som journalist, sine rejseessays og sine romaner, der alle synes at være orienteret imod mad, mennesker og sprog.
Det blev allerede kortlagt, da han debuterede som skønlitterær forfatter med romanen Livret, der handler om madanmelderen Robin, der rejser jorden rundt og spiser sig igennem verdens delikatesser samtidig med at savnet til sin afdøde kone, der har begået selvmord, fylder hans tanker. Begge dele er beskrevet med voldsom sanselighed, der, alt efter sammenhængen, vækker både gru og latter, og synes at være kaotisk sammenflettet i Robins sind. Bogen vandt Bogmessens Debutantpris i 2004.
Kristian Ditlev Jensen havde dog allerede i 2001 skrevet selvbiografien Det bliver sagt om det overgreb, han var udsat for som barn. Bogen høstede stor ros fra anmelderne for dens relevans og tyngde såvel som for dens sproglige finesse. Kristian Ditlev Jensen skriver ufatteligt ægte og hårdt om overgrebet, så den næsten ikke er til at komme igennem, fordi han formår på mest imponerende – men næsten også uhyggelig – vis at skildre overgrebet, der indledes på en ferie i Provence og slutter med, at han fortæller sine forældre om det. Men idet han fortæller sine forældre om overgrebet, neddrosles det, og det er først som ung voksen, han går til politiet, og ”det bliver sagt”.
Kristian Ditlev Jensen fanger læseren med sine sanselige skildringer, og han formår derfor at være lige så personlig og nærværende i sine rejsefortællinger, som når han beretter om sit barndomstraume, selvom det er vidt forskellige stemningsbilleder, der bliver opstillet. Som når han i Ord fra Orientekspressen (2007) tager læseren med rundt i verden og ser, hører og smager alle nye indtryk og delte livserfaringer, som der foregår på luksuriøse togrejser. Men selv i en bog, som umiddelbart emmer af lethed og sult efter lækre smagsoplevelser og komfort, pointeres verdens uretfærdighed i absurditeten ved at sidde i en fint opdækket spisevogn og kigge ud på slum og fattigdom.
Da Kristian Ditlev Jensen i 2010 udgiver romanen Opstigende skorpion bevæger han sig ud i en ny genre: krimien. Bogen centrerer sig om vold, mord, sex og prostitution i Vesterbros gader som et billede på vestens overforbrug og kapitalisering på den tredje verden. Her skubber han ved krimiens genre, idet han arbejder med sproget på et lingvistisk niveau og kobler mordhistorien til astrologi og mytologi og løfter historien til en skildring af menneskets korrumperede natur.
I 2021 udkom Bar, en delvist selvbiografisk roman, der omhandler det alkoholmisbrug, der for alvor tog fat i Kristian Ditlev Jensens ungdomsår og den danske alkoholkultur, hvor enhver anledning kan være en undskyldning for alkoholisk indtagen. Det er en rå fortælling om, hvordan alkoholen finder vej ind i et menneske, og hvordan man lukker øjnene i mange år for at holde den grufulde sandhed ude. Kristian Ditlev Jensen fortsætter med denne roman sin smukke, sanselige skrivestil, der som i resten af hans forfatterskab skaber en særlig intensitet og tyngde, og har inkasseret ham en nomination til DR Romanpris i 2022. Læs mere her.
Skrevet af Emma Karlebjerg, redaktør
Foto: Simone Lilmoes, 2021