Bog

Ord i Orientekspressen

Af (
2007
)

Anmeldelse

Ord i Orientekspressen af Kristian Ditlev Jensen

10 apr.07

Længes du mod den store verden, men prøver på at holde op med det – så hold dig langt fra denne bog. Her genereres udlængsel og rejselyst.

”Ding dang dong – toget der skal køre dig hjem fra arbejde er forsinket i 10-15 minutter”. Det er nok højttalermeldinger à la denne, de fleste togrejsende danskere hører for deres indre øre, når snakken falder på DSB. Ventetid, ventetid, ventetid. Men der findes en anden togverden. En togverden på 1. klasse i en fremmed spændende verden. En verden, hvor tjenere i fint tøj serverer dejlig mad og god vin, en togverden, hvor udsigten gør passagererne åndeløse af forundring og beundring.

Det er denne togverden Kristian Ditlev Jensen har været i, og vi får lov at komme med. Rejsebeskrivelserne i "Ord i orientekspressen" var oprindeligt at læse i DSB-bladet "Ud & Se". Nu er de udgivet samlet, og det er en god idé. Kristian Ditlev Jensen får meget med. Man kan læse om de tog han kører i, og de lande togene kører i, musikken han lytter til undervejs, maden der serveres og de mennesker han møder. Det kunne hurtigt blive et kedeligt lysbilledforedrag uden billeder - men det gør det ikke. Kristian Ditlev Jensens sanser står på stilke, og han er velskrivende og dygtig til at formidle sine oplevelser. Det er en meget underholdende bog.

Togrejserne, der er beskrevet i "Ord i orientekspressen", er næppe repræsentative for "gennemsnitstogrejsen". Det er lidt af en luksustur, hvilket Kristian Ditlev Jensen heller ikke lægger skjul på. Han beskriver flere gange det absurde i at sidde i en fint opdækket spisevogn og kigge ud på slum og fattigdom, for eksempel i Sydafrika. Det er en barsk og uretfærdig verden, vi lever i. Men den er også ufatteligt smuk og ufatteligt stor. Hvor stor og mangfoldig den i virkeligheden er, er forfatteren, efter eget udsagn, blevet noget klogere på efter at have rejst det meste af vejen rundt i tog. Jeg kan kun anbefale, at man tager med. Med pas på, sommerferien kan pludselig synes meget langt væk.

Gyldendal, 2007. 192 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
26662788
ISBN
9788702046762
Antal sider
192

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer