Kata

Højspændt islandsk hævnroman om mænd, der mishandler kvinder, og om en vred og traumatiseret kvinde, der får nok og går amok. Det er tankevækkende, effektivt og velskrevet.

Hvilke tanker går igennem hovedet på en mor, når hendes datter forsvinder og senere dukker op mishandlet og død? Og ikke mindst, hvordan er reaktionen? I 'Kata' får vi et godt 400 sider langt ophold i denne mors inderste tankeverden, hvor vreden tager til, og den totale mentale nedsmeltning truer. Steinar Bragi giver os et bragende godt billede af et tonstungt traumes evige og brændende nærvær. Og det gør nas.

Vi er helt fra begyndelsen af bogen sporet ind på, hvad det er, vi kommer til både at følge og føle med kvinden Kata. Hun bor på Island, hvor hun arbejder som sygeplejerske. Hun er gift med Tomas og mor til datteren Vala. I bogens spæde begyndelse er datteren forsvundet, og Kata forsøger at huske den sidste gang, hun så sin datter. Minderne er skrøbelige, kan forsvinde når som helst, og kredser mest om den aften, hvor datteren tog til skolefesten. Nogle sære detaljer i Valas dagbog undrer moderen, og da datteren bliver fundet død uden tøj på i en klippesprække, styrter Katas verden forståeligt nok sammen.

Ægteskabet smuldrer, Kata lider af vrangforestillinger og glider langsomt ind i en tilstand, hvor hele hendes virkelighed bliver slået skæv. Hun bliver ”Comfortably Numb”, som det hedder i det gamle Pink Floyd nummer fra albummet og filmen ’The Wall’, og hendes verden er da heller ikke helt ulig den, hovedpersonen Pink befinder sig i gennem det meste af førnævnte film. Paralyseret, i chok og fanget i et selvdestruktivt mønster. Tre personer mistænkes for mordet, men beviserne er utilstrækkelige. Sagen forbliver uopklaret.

Men fra asken rejser kvinden Kata sig. Pumpet med vrede og savn og høj på hævntørst, sætter hun sig for, at retfærdigheden sker fyldest, og med vold vil hun tale de mange mishandlede pigers sag.

For én af de mange ting, der lykkes rigtig godt i ’Kata’, er bogens intense fokus på de mange sager med mishandlede kvinder, som aldrig når i en retssal, og hvor gerningsmanden derfor aldrig bliver straffet. Steinar Bragi bruger kvinden Kata som talerør for ofrene og redskab til at opnå retfærdighed. Bogen rammer rent ind i tidens #metoo-ånd og udgør en meget vigtig stemme i den debat.

På mange måder fremmanede bogen lidt af den samme stemning hos mig, som da jeg så filmen ’Three Billboards Outside Ebbing Missouri’. For det kan simpelthen ikke undgås, at man som læser bliver vred med hovedpersonen og inderligt ønsker hævn og hoveder, der ruller.

Steinar Bragi har en helt særlig måde at håndtere sprog og plot på. Han er god til at skrive mystikken frem i historien og giver os en ”Nøijh, hvad skete der lige der!- oplevelse”.

’Kata’ er en effektiv, intens og velkomponeret hævnroman om en kvinde, der får nok og tager sagen i egen hånd. En stor anbefaling herfra.