Sjælemesse

En ualmindelig vidunderlig lille digtsamling, der giver sprog til dem, der intet har, og ord for det, der mangler.

I gamle dage havde man på Island den skik at tilføje en sten, når man kom forbi en varde eller en dysse, hvor et menneske lå begravet. På den måde blev den døde holdt i erindring. En sjælemesse er en katolsk messe og en bøn for en afdød. I Gerður Kristnýs digtsamling ’Sjælemesse’ lægges der ikke sten eller bedes bønner for de døde. I stedet placerer forfatteren litteraturen hos de døde; hun giver en stemme til dem, der ingen har.

Den lille digtsamling består af fem små afsnit, der hver indledes med et ord, der mangler på forfatterens modersmål. Det holder i oversættelsen, som i øvrigt er fænomenal, da der på dansk heller ikke findes et ord som fx poronkusema, som på finsk er et ord for den distance, et rensdyr kan gå uden hvile, men som der står i 'Sjælemesse', mangler der ’et ord for den kulde som gennemiser os når venner vælger at dø’ .

Og allerede i disse indledninger til afsnittene finder vi essensen af digtsamlingen – det fuldstændige ubesværede skriftsprog, som giver stemme til dem, der ingen har og ord for det, der ikke kan beskrives.

'Sjælemesse' handler om kvinder, der har mistet livet og dermed deres stemme. Du’et i de fem afsnit er på en gang fem forskellige kvinder, én kvinde eller alle kvinder, der har mistet stemmen. På grund af vold, sorg eller død.

Det er ikke en lang digtsamling. Der står ikke meget på hver side, og sproget svinger mellem det helt spindelsvævsfine, jordnære og naturlige til det buldrende patosfyldte og mytologiske. Det er derimod en helt enkel digtsamling, hvor alle kan være med. Og det er muligvis samlingens allerstørste kvalitet.

Gerður Kristnýs skriftsprog er elegant og ambitiøst, og de få ord, der står, skaber billeder, der er så stærke og klare, at de på ingen måde forlader læseren ved sidste side– og med samlingens kun 103 sider, når man desværre hurtigt dertil.

Idéen med at give en stemme til kvinder, der er gjort tavse, og vriste betydninger ud af sproget, som ikke har været tidligere, er en tematik, som Gerður Kristný har brugt før i sit forfatterskab, og som tidligere er blevet kaldet en feministisk strategi. Det kan meget vel være, men efter min bedste overbevisning, er der tale om en humanistisk strategi, der klædeligt, simpelt og rørende rammer alle sine læsere. Og dem bør der være mange af!