Flere kvinder på kanonlisten

Det sidste års tid har der været en heftig debat om danskfagets kanonliste i gymnasiet, da kun én ud af fjorten forfattere på listen er en kvinde. Her er et bud på, hvilke kvindelige forfattere, der burde være med.

Når Karen Blixen er den eneste kvinde, der er med på gymnasiets kanonliste, og enestående forfattere som Inger Christensen, Tove Ditlevsen, Leonora Christina Ulfeldt og Amalie Skram mangler, giver det et signal til de unge om, at kvindelige forfattere ikke er lige så gode som mandlige forfattere, og at kvindelige erfaringer ikke er lige så relevante som mænds. De kvindeskikkelser som de unge møder i litteraturen er først og fremmest beskrevet og fortolket af mænd.

Vi har en kanon, fordi nogle forfattere er vigtigere end andre. Men de otte kvindelige forfattere, som beskrives her i kronologisk rækkefølge kan både i form og indhold sagtens måle sig med de andre på listen. Inger Christensen er den mest betydningsfulde danske lyriker i nyere tid og har været anerkendt i udlandet i årevis. Tove Ditlevsen er nu også for alvor blevet kendt i udlandet. Flere af forfatterne har blandt andet med det selvbiografiske og med deres beskrivelser af kønsroller og psykisk sygdom sat dybe spor i den danske litteraturhistorie.

Ud over de danske forfattere, burde kvindelige forfattere fra de andre nordiske lande, ikke mindst Edith Södergran, være på kanonlisten.

Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698)

Leonora Christina var datter af Christian d. 4. Da hendes mand Corfitz Ulfeldt, blev anklaget for at være landsforræder, blev hun fængslet og sad indespærret i Blåtårn i 22 år. Da hun i 1685 blev løsladt, flyttede hun ind i Maribo Kloster, hvor hun boede til sin død. Det var i denne periode, hun skrev hovedværket Jammers minde, som byggede på hendes optegnelser fra fængselsopholdet, og som peger fremad mod flere genrer i moderne litteratur. 

'Jammers Minde' peger frem mod en litteratur, der ikke var meget af i 1600-tallet. Det er en selvbiografisk tekst, skrevet af en kvinde. Teksten henvender Leonora rigtigt nok til sine børn, men samtidig vakler hun aldrig i sin fornemmelse for den offentlighed, der måske, måske ikke, kunne blive hendes publikum. Det er et ganske tidligt eksempel på en kvinde, der i skrift har genvundet kontrollen over den måde hun er fremstillet på. Da al magt og rigdom er taget fra hende, er skriften det sted, hvor hun har både autoritet og selvfølelse. 

I 'Jammers Minde' bibeholdes det anerkendende blik for menneskeværd, som er netop den diametrale modsætning til den dehumanisering, som fængslingen er udtryk for. På den måde peger 'Jammers Minde' også frem mod den Vidnesbyrdlitteratur, vi kender fra det 20. århundredes skildringer af krigens og koncentrationslejrens hverdag.

Thomasine Gyllembourg (1773-1856)

Thomasine Gyllembourg blev født ind i en velstående familie, og i 1789 giftede hun sig med P. A. Heiberg. Da han blev landsforvist, forlangte hun skilsmisse, stik mod datidens normer, og hun giftede hun sig med den svenske baron von Gyllembourg Ehrensvärd. 

Thomasine Gyllembourg var en af guldalderens mest produktive forfattere. Hun betragtes ofte som den forfatter, der lagde grunden til den danske kvindelitteratur, idet hun satte hidtil uberørte emner under lup ved at skrrive om kvindens position og hverdagsliv. Hun gjorde med andre ord familielivet til litterært emne og lod kvinden som litterær karakter træde frem i lyset.

Hun debuterede som 53-årig med novellen 'Familien Polonius' og brød igennem med  'En hverdagshistorie'. I 'To tidsaldre' fra 1845 stillede hun skarpt på de to livsanskuelser, der havde præget hendes liv: Den franske revolutions frihedsidéer og den konventionelle biedermeierske form. Gyllembourg er placeret mellem de to perioder, og hun hentede sit sprog fra den sene oplysningstid, og langt fra den patos og floromvundne stil, som kendetegnede biedermeier-litteraturen. Et gennemgående tema i hendes bøger var dilemmaet, hun kendte fra sit eget liv: Skal man følge pligten eller lidenskaben.

Amalie Skram (1846-1905)

Amalie Skram blev født i Bergen under fattige kår og efter et forlist ægteskab giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram og flyttede til København. Her blev hun en del af det frisindede, litterære miljø omkring Georg Brandes. I 1885 udgav hun romanen 'Constance Ring', der bygger på erfaringerne fra hendes forliste ægteskab.. Amalie Skram led af voldsom selvkritik og følte sig klemt mellem familielivet og sin kunstneriske udfoldelse. I en periode var hun indlagt på et psykiatrisk hospital.

Dobbeltromanen Professor Hieronimus og Paa Sct. Jørgen fra 1895 er bygget på hendes egne oplevelser under indlæggelsen, og bøgerne skabte offentlig debat om datidens behandling af psykisk syge og gav et skarpt blik i den menneskelige psyke. Bogen er ud over at være en samfundskritisk klassiker det første bud på at beskrive psykisk sygdom og mennesket bag diagnosen. 

I Amalie Skrams bøger styrer en alvidende fortæller sikkert historiens gang. Som stilsikker naturalist beskriver hun alle afkroge af både det sociale og det mentale landkort. Forfatterskabets to hovedtematikker er dels det klassedelte samfund, hvor underklassen udbyttes og afstumpes, og dels udfoldelsesmulighederne for kvinder i samlivet med mændene, hvor ægteskaberne fremstår som seksuelle magtforhold.

Agnes Henningsen (1868 -1962)

Agnes Henningsen var en provokerende stemme i sin samtid med sine kritiske værker om kvinders kamp mod stivnede kønsroller og uudlevet seksualitet. Hun var vidne til en betydelig historisk udvikling af kvinders rettigheder og position, samtidig med at hun bidrog til denne udvikling med sine bøger om seksualitet, frigiditet, kvindefrigørelse og portrætter af passive kvinder - fastlåste af mandens dominans og det borgerlige samfunds traditionelle kvindesyn. Det betød at hun i den grad kom i vælten i sin samtid. 1895 blev hun skilt fra sin mand, Mads Henningsen, og blev alene med fire børn. Hun debuterede med succes som romanforfatter og var en del af miljøet omkring Brandes.

Agnes Henningsen er i dag mest kendt for sine erindringsromaner på otte bind udgivet mellem 1941 og 1955. Gyldendal begyndte at genudgive dem i 2018. De to første bind Let gang på jorden og Letsindighedens gave rummer et fint efterskrift af Pia Juul. De lyslevende barndoms- og ungdomserindringer er en spændende kulturhistorisk rejse om en kvinde, der tidligt blev både berømt og berygtet.

Byen erobret og Kærlighedssynder er de næste dele af erindringerne. Her beskrivers skilsmissen, tilværelsen som alenemor og forfatterkarrieren, og erindringerne er et bevægende tidsbillede af et usædvanligt kvindeliv på trods af tidens snærende konventioner.

Karin Michaelis (1872-1950)

Karin Michaelis blev født i et borgerligt hjem i Randers. Hun blev tidligt opmærksom på kvindens undertrykkelse og selvopofrelse, og disse temaer gik igen i hendes forfatterskab. Som ung rejste hun til København, hvor hun mødte forfatteren Sophus Michaelis og via ham kom ind i det litterære miljø. 

Hun debuterede i 1898 med novellesamlingen 'Højt Spil', som handler om mænds og kvinders grundlæggende forskellighed. I 1910 udkom hovedværket Den farlige alder, der provokerede samtiden med sin kredsen om et tabu, nemlig kvinders begær i overgangsalderen. Romanen skildrer en kvinde, der i starten af 40'erne gør op med sin fortid og forlader sin mand for at realisere sig selv. Bogen, der viser overgangsalderen som fatal for kvinden som seksuelt væsen, blev oversat til mange sprog, herunder japansk.

Andre vigtige værker er erindringsbøgerne 'Træet på godt og ondt' (1924-1930) og 'Vidunderlige verden' (1948-1950), som også handler om forfatterens begivenhedsrige liv. Karin Michaelis var på mange måder en moderne kvinde, der rejste over hele verden og engagerede sig i sin tid, herunder hjalp modstandere af nazismen. Hun været en stor inspirator for andre kvindelige forfattere med sine markante værker om kvindens psyke og seksualitet. 

Thit Jensen (1876-1957)

Thit Jensen voksede op i et dyrlægehjem i Farsø i en søskendeflok på 12, heriblandt Johannes V. Jensen. Som den ældste pige i flokken havde hun mange pligter i hjemmet. Som 22-årig bosatte hun sig i København, hvor hun blev tiltrukket af det litterære miljøs frisind.

Selv var hun splittet mellem at indgå et varigt kærlighedsforhold og at vælge friheden til at realisere sig selv ved ikke at binde sig. Den splittelse afspejler sig livet igennem i hendes dagbøger og romaner. I 1903 debuterede hun med romanen 'To søstre', senere fulgte 'Gerd' (1918), Den erotiske hamster (1919) og 'Aphrodite fra Fuur' (1925), som alle mere eller mindre beskæftiger sig med dette valg.Thit Jensen skrev over 15 realistiske samtidsromaner om misforholdet mellem kvindernes kulturbærende arbejde og deres ubeskyttede stilling i samfundet.

Efterhånden som hun udtalte sin indignation åbent i foredrag og journalistik, blev hendes litterære genre den historiske roman med middelalderens og renæssancens stærke og oversete kvinder som hovedpersoner. Blandt andre 'Jørgen Lykke' (1931), Stygge Krumpen (1936) og 'Valdemar Atterdag' bd. 1-3 (1940), som fik et meget stort publikum, og gjorde hende til den mest læste forfatter i 30'erne. Thit Jensen var  en meget aktiv samfundsdebattør, og hun var med til at stifte Foreningen for Sexuel Oplysning, som forsvarede kvinders valg af abort.

Karen Blixen (1885-1962)

Karen Blixen er den eneste kvinde, som er med i gymnasiets kanonliste i dansk. Karen Blixen skrev allerede mens hun var i Afrika, men det var først efter sin endegyldige hjemkomst til Danmark, at hun udgav sine fortællinger. Hun udkom til at starte med på engelsk med 'Seven Gothic Tales' (1934), skrevet under pseudonymet Isak Dinesen, som hun fik stor succes med. Bogen udkom året efter på dansk med titlen Syv fantastiske fortællinger. Senere er der kommet et stort antal værker, og Karen Blixen har vundet stor anerkendelse over hele verden.

Blixens forfatterskab er for en stor del atypisk for sin tid, da historierne sædvanligvis foregår i aristokratiske miljøer i tiden cirka 1770-1848. Men forfatterskabet skriver sig samtidig ind i sin samtid ved at beskæftige sig med det oprindelige, det primitive, som også var litteraturtendensen i Danmark i 1920'erne og 1930'erne. Og det eksistentielle aspekt, der er til stede i stort set alle fortællingerne, var en tendens i 1940'ernes øvrige danske litteratur. Set i det lys var Karen Blixen moderne og på linje med sin tid. 

Tove Ditlevsen (1917-1976)

Ditlevsen voksede op i et arbejderhjem på Vesterbro. Som 17-årig mødte hun den 30 år ældre Viggo F. Møller, der udgav hende debutdigtsamling Pigesind i 1939. I 1941 udkom hendes første roman Man gjorde et barn fortræd, som straks blev en succes. Senere udkom Barndommens gade, der siden er blevet filmatiseret. Efter tre forliste ægteskaber blev Tove Ditlevsen gift med Victor Andreasen, og det blev et meget stormfuldt ægteskab, som Ditlevsen skrev om i romanen Vilhelms værelse. 

Med sine over 30 bøger er Tove Ditlevsen en helt særlig sørgmodig stemme i dansk litteratur. I de senere år har forfatterskabet fået fornyet opmærksomhed, mens hun blev kritiseret af litterater i sin samtid.. I 2018 udkom hendes erindringsromaner Gift og Det tidlige forår samt romanen Ansigterne i den berømte Penguin Modern Classics-serie, der forhandles over det meste af verden.

Tove Ditlevsen bevæger sig i sine bøger mellem det selvbiografiske og det fiktive med fokus på angst, psykisk sårbarhed, kvinderoller, ægteskab, seksualitet og det brændte barn. Hun var forud for sin tid og er stadig aktuel med sin enkle og sørgmodige kredsen om misforholdet mellem det, man burde være, og det, man er. Forfatterskabet kan deles i to faser, hvor første fase kredser om barndommen og anden fase om voksenlivet, men alle synes at være præget af melankoli, ensomhed og en angst for at miste.

Inger Christensen (1935-2009)

Inger Christensen er den mest betydningsfulde og originale danske lyriker i nyere tid, og hun sætter stadig spor i litteraturen. Ud over at hun fortsat inspirerer yngre generationer af digtere, bliver hun stadig genudgivet og oversat, ligesom der stadig forskes i forfatterskabet. De poetiske hovedværker er det (1969),  Alfabet (1981) og Sommerfugledalen (1991).

Inger Christensens forfatterskab er med dets systemer uendeligt komplekst, men rummer samtidig også en direkte sanselighed overfor sprog som et materiale, der former verden. Det gør, at man kan bevæge sig direkte ind i det uden specielle intellektuelle forkundskaber. det kalder stadig på nye læsninger, ikke mindst fordi værket både har en unik litteraturhistorisk betydning og med sin tindrende samfundskritik stadig er aktuel i dag. 

Den måde Inger Christensen beskriver menneskets forbundethed med naturen og samtidig kredser om vækstens og teknologiens konsekvenser for mennesket kan næppe være mere aktuel end i dag med de truende globale kriser. Også i dag kan vi ligesom i 'det' drømme om "En by der er blød som en krop", når  "Et samfund kan være så stenet" og "indbyggermassen så benet/at livet er gået i chok". 

Sommerfugledalen er en sonetkrans og åbner med det lyriske jegs sansning af et fantastisk syn af sommerfugle. Sansningen vækker erindringer om barndommen og refleksioner om, at vi som mennesket er en del af universet og om livets forgængelighed. Den skabelse og tilintetgørelse, som digtene kredser om, gennemgår man også som læser. Vi konfronteres med døden, som kulminerer med at vi mødes af dødens blik – et møde som i et (øje)blik lader evigheden komme til syne. 

Tid til ændringer af kanonlisterne 

Gymnasiets kanonliste er fra 2004 og kalder i den grad på at blive udvidet. Vi vil altid se og fortolke litteraturen med nutidens blik. Ud over at der mangler 7-10 markante kvindelige forfattere, som vi har givet et bud på her, mangler der også mandlige forfattere som for eksempel J.P. Jacobsen og Søren Kierkegaard. Desuden ville det være oplagt at supplere med nyere forfattere som Kirsten Thorup, Vita Andersen og Suzanne Brøgger.

Et tilsvarende behov for opdatering og udvidelse gør sig gældende for folkeskolens kanonliste. Her er Karen Blixen og Tove Ditlevsen de eneste kvinder på den obligatoriske liste. 

I marts 2022 var der en høring i Folketinget om danskfagets kanon, hvor der var en række gode oplæg fra blandt andre Dansklærerforeningen, litteraturforskere og Danske Gymnasielevers Sammenslutning. Det var en konstruktiv debat om litteraturundervisningen i gymnasiet, hvor langt de fleste talte for en udvidelse af den nuværende liste.