Bog

Det falske vidne

Af (
2021
)

Anmeldelse

Det falske vidne

03 nov.21

Spændende psykologisk thriller om to kvinders kamp med fortiden. Som altid skriver Slaughter, så det driver ned af væggene med blod, bedrag og bestialske detaljer.

Denne nyeste thriller fra Karin Slaughter er enestående i mere end én forstand. Det er nemlig noget af det bedste i sin genre samtidig med, at romanen ikke er en del af nogen serie. Men det er ikke kun rent gys og lemlæstelse, læseren præsenteres også for nogle troværdige og helstøbte karakterer med gribende skæbner. Ligesom det var tilfældet i forfatterens tidligere thriller 'Den gode datter' er der også her to søstre i fokus. To voksne kvinder, der deler en traumatisk oplevelse fra barndommen med to vidt forskellige reaktioner og skæbner til følge.

Leigh Collier er advokat og lever et godt og rimeligt stabilt liv med en teenage-datter og en eksmand, som hun stadig elsker. Men en dag rystes hendes verden, da hun får overdraget en sag, hvor hun skal forsvare en mand, der er anklaget for voldtægt. Sagen bringer fortidens fortrængte spøgelser op til overfladen og tilbage ind i hendes hårdt tilkæmpede trygge liv. Det er en fortid, hun mest af alt ønsker at glemme, men denne mand kender hendes allerdybeste og sorteste hemmelighed. En hemmelighed hun og hendes søster har forsøgt at flygte fra på hver sin måde gennem to årtier. En hemmelighed ingen burde kunne kende til. Nu må hun modvilligt alliere sig med sin søster, for kun sammen kan de møde og bekæmpe fortidens dæmoner, så retfærdigheden kan ske fyldest og deres fremtidige liv sikres.

Jeg er vild med Karin Slaughters måde at skrive grundigt og detaljeret på, hun er helt eminent til at få det psykologiske aspekt flettet ind i krimigåden, så man sidder tilbage med en følelse af fuldkommenhed. Intet mindre. Jeg er klar over, at andre søger mere action og mindre føleri, men selvom det ikke er det, man får her, vil jeg alligevel varmt anbefale bogen til alle krimifans. En stor del af historien foregår i en covid19-tid, hvilket indebærer mundbind, sprit og generelle aspekter ved pandemien, hvilket helt sikkert også kan dele vandene.

Bogdetaljer

Forlag
HarperCollins
Oversætter
Henrik Enemark Sørensen
Faustnummer
61395075
ISBN
9788771918687
Antal sider
525

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer