Anmeldelse
Gode naboer
- Log ind for at skrive kommentarer
Under den blankpolerede overflade lurer det mørke og dystre i denne spændende psykologiske thriller om et sammentømret nabolag.
Micke, Bianca og deres to små børn flytter fra storbyen og ind i et dejligt og populært villakvarter i en lille by, hvor de begge får arbejde. De falder hurtigt til blandt de nærmeste naboer og er glade for beslutningen om at flytte. Efter et stykke tid ændrer forholdet sig mellem naboerne dog stille og roligt, venner bliver til fjender, og ingen ved længere, hvem de kan stole på. Da Bianca bliver påkørt i deres eget lille hjørne af kvarteret, går bølgerne højt, og selvom det tilsyneladende er en ulykke, sås der hurtigt tvivl om, hvorvidt det nu også er rigtigt.
'Gode naboer' en er fantastisk gennemført psykologisk thriller, og handlingen tvister mere end en gang, så man som læser fuldstændig må ændre opfattelse af både personer og hændelser. Romanen er helt igennem velskrevet med en overraskende fortælling. Der er ikke mange personer med i handlingen, og alligevel er den fyldt med intriger, affærer, venskaber og fjendskaber. Slutningen er uventet, men helt i tråd med handlingsforløbet, så selvom man overraskes, sidder man alligevel tilbage med et ”ja, selvfølgelig!” .
Forfatteren er eminent til personer og hans karakterer er gennemarbejdede. De er realistiske, og vi kender dem selv fra vores eget villakvarterer – jeg tror, jeg vil holde et vågent øje med mine nærmeste naboer et stykke tid. Og med mig selv og min egen familie, som jo er en del af kvarterets anatomi.
Jeg kan varmt anbefale bogen og i øvrigt også forfatterens første bog på dansk, En helt normal familie. De er begge enkeltstående og kan læses uafhængigt af hinanden.
Brugernes anmeldelser