Anmeldelse
God pige slem pige
- Log ind for at skrive kommentarer
Michael Robothams hovedperson, retspsykologen Cyrus Haven, er et interessant bekendtskab og solid psykologisk spænding.
'God pige slem pige' er en sindssygt velskrevet psykologisk thriller med flere hændelsesforløb, som vikler sig ind i hinanden. Spændingskurven stiger støt hele vejen, mens motiverne flyver om ørerne på personerne og læseren. Persongalleriet er fascinerende, og Cyrus Haven en empatisk og spændende hovedperson, som er let at holde af og med. Som læser efterlades man sulten efter mere, og derfor er det en trøst at vide, at dette blot er det første bind i en serie om Cyrus Haven.
Da en gammel bekendt beder retspsykologen Cyrus Haven om at vurdere, om en patient på en sikringsanstalt for unge er klar til at blive myndiggjort og lukket ud i samfundet, møder Cyrus den unge kvinde Evie Cormac, som er noget af et mysterium. Evie blev fundet seks år tidligere i et hemmeligt rum i et forladt hus i London. I huset befandt sig et rådnende lig, som var blevet tortureret til døde. Myndighederne har aldrig fundet ud af Evies rigtige identitet eller alder, for hun nægter at fortælle om sin fortid, da hun er bange for de ansigtsløse mænd.
Evie er et brændt barn, som har overlevet svigt og overgreb. Tilliden til voksne og systemet er ikke-eksisterende. Trods Evies destruktive adfærd og fjendtlige fremtoning, mærker Cyrus et behov for at finde ind til Evie. Selv bærer Cyrus en voldsom familietragedie med sig, og han påtager sig at blive Evies værge og lader hende flytte ind i sit faldefærdige barndomshjem, hvor han bor alene.
I kriminalsager arbejder Cyrus sammen med Nottinghamshire Politis specialenhed, som Lenny Parvel er chef for. Lenny var den betjent, der i sin tid fandt Cyrus efter en voldsom forbrydelse i hans egen familie, og siden har hun været som en mor for ham. Lenny involverer Cyrus i en mordsag på den 16-årige mesterskøjteløber Jodie Sheehan. Politiet finder hurtigt en mistænkt, som tilstår, men Cyrus fornemmer, at der er mere til historien end den nærliggende forklaring. Mens Evie og Cyrus langsomt begynder at finde tilliden til hinanden, finder Cyrus samtidig ud af, at Evie besidder en helt særlig evne til at gennemskue, om folk lyver, og uforvarende bliver Evie viklet ind i sagen om Jodie.
Fortalt skiftevis gennem Cyrus og Evie får læseren serveret små glimt fra deres fortid. Hvem er den gode pige og hvem er den slemme? Hvad er det, Cyrus flygter fra? Det her er en i særklasse velskrevet pageturner, som ikke giver mange svar på, hvem Cyrus og Evie er, så kom venligst i gang med at få oversat toeren pronto!
Brugernes anmeldelser