Bog

Tre mand vendte tilbage : roman

Af (
2016
)

Anmeldelse

Tre mand vendte tilbage af Gudmundur Bergsson

05 jan.18

Meget velskrevet satirisk roman om en lille afsides bebyggelse i det sydlige Island og dens få beboere .

”På dette isolerede sted var der som regel overskyet og gråvejr, og der sket aldrig nogen verdens ting, hvorfor pigerne da også begyndte at kede sig, da de nåede konfirmationsalderen. ”

På dette øde sted bor mormoren, morfaren, sønnen, pigerne – som er børnebørn, og hvis mødre begge er rejst til USA - og indimellem drengen, som bor i den nærliggende fiskerleje og bliver sendt væk af sin fars unge husbestyrerinde. Der er ingen af personerne, der har navne. De lever isoleret, deres gård ligger langt fra alfarvej med et vanskeligt farbart område med lava mod øst, fjelde mod nord og havet mod syd. Engang imellem passerer der nogle vandrere, som vinker til pigerne, og det er store begivenheder i pigernes liv.

Handlingen foregår fra tiden lige før 2. Verdenskrig og frem til det moderne Island med masser af turister, som søger det autentiske. Men dog ikke mere end at samlingen af islandske sagaer drukner i turisternes efterladte kærligheds- og spændingsromaner.

Titlens tre mænd, der vender tilbage, er to englændere, som besøger Island lige inden udbruddet af 2. Verdenskrig, og som et par år senere vender tilbage som officerer. Den tredje mand er en tysker, som – måske – er flygtet, og som i lang tid skjuler sig i en hule, inden hans opholdssted bliver meldt til de engelske soldater. Alle tre mænd vender mange år senere tilbage til stedet, hvor der nu er hotel. 'Tre mand vendte tilbage' er også titlen på en bog, som sønnen finder i huset. Den handler om en flok soldater, som driver rundt på havet.

Romanen er på bare 207 sider, men det er helt utroligt, hvor meget, der kan fortælles både på linjerne, men også imellem dem. Her er ingen overflødige ord, og alt har betydning. Mit råd til læseren er derfor, at man giver sig god tid og nyder fortællingen om en familie, som bevæger sig fra et liv i isolation til moderne tider på godt og ondt. Under læsningen kom jeg til at tænke på Roy Jacobsens to fremragende bøger om livet på en ø i Nordnorge, ’De usynlige’ og ’Hvidt hav’, som også skildrer et isoleret liv, der ved at forsvinde.

Bogdetaljer

Forlag
Sisyfos
Oversætter
Erik Skyum-Nielsen
Faustnummer
52644348
ISBN
9788799916900
Antal sider
207

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer