Vinduet mod syd

En lille litterær lækkerbisken fra Island om ensomhed og kunsten at skrive.

Gyrdir Elíasson er en af Islands store moderne stemmer og har vundet Nordisk Råds Litteraturpris i 2011. ’Vinduet mod syd’ byder på en lavmælt fortælling om ensomhed og skrivekunstens svære lod. Her er en lille litterær lækkerbisken for den læser, som nyder et komprimeret sprog og den lille fortælling i det store.

En islandsk forfatter har lånt en hytte af en ven et afsides sted ude ved kysten. Hensigten er at skrive en roman færdig, men ordene vil ikke helt finde vej til papiret. Parret i forfatterens roman er på ferie i Tyrkiet. De lever nærmest deres eget liv, og forfatteren har svært ved at komme videre med historien om dem:

”Jeg er totalt holdt op med at skrive om aftenen. Det er mest om formiddagen, at det akkurat lykkes mig at banke på døren til hotelværelset, hvor parret stadig holder til i deres døs. Jeg forstår ikke det sprog, de taler nede i hotelreceptionen. Det forekommer mig, at det kunne være tyrkisk, men i øvrigt har jeg ingen idé om det og tror heller ikke, det parløse par ved. Skrivemaskinen hviler sig under låget om aftenen, i sin sorte skal”.

Forfatteren lever i selvvalgt isolation og undgår så vidt muligt kontakt med andre mennesker. Samtidig skriver han breve til en kvinde, som han alligevel ikke sender og venter på telefonopkald fra hende. Da hun skriver til ham, brænder han brevene uden at åbne dem. Der siges ikke noget direkte om, hvad der er sket mellem dem, men eftervirkningerne er til at tage og føle på: ” Ingen frost på jorden kommer op på siden af det absolutte nulpunkt i et menneske, der vender et menneske ryggen. Så let som ingenting kan et menneskeligt væsen frembringe minus 273 grader C, og det på trods af, at temperaturen tidligere har været 451 grader F, som er nok til, at et kærestebrev futter af. Her uden for vinduet er der minus 7 grader C, det må anses for lunt sammenlignet med sindets frost”.

Meget af forfatterens tid går med at lave ingenting. På at se ud af vinduet. På at undgå andre mennesker. På at lytte til klassisk musik. På at gå ture. På at være irriteret på sin skrivemaskine over b’et, som slår skævt. Han gør sig mange tanker om forfattergerningen og hvor det er at skrive. Lader sig distrahere af nyhederne, mest de sørgelige om Syrien. Indimellem dukker der en sætning op med store bogstaver, fx:”KIGGER UD PÅ VANDET; MEN SER INGENTING” eller ”OPRØRERNE VINDER FREM MOD GADAFFI”. Måske er det noget af det, forfatteren skriver på sin skrivemaskine, når han ikke kan skrive om parret, men det er op til den enkelte at vurdere. Historien triller roligt og udramatisk afsted, og mens årstiderne skifter, sker der ingen skift i forfatterens sindstemning eller romans fremdrift.

Gyrdir Elíasson er en fremragende fortæller med sans for det sproglige. Stilen er jordnær, og knebet med indimellem at skrive forfatterens egen virkelighed sammen med fiktionen er fantastisk vellykket og underholdende. Trods en overhængende stemning af tristesse er der også mange indfald af sort humor, fx overvejer forfatteren på et tidspunkt at brænde hele romanen: ” Litterære artikler brænder aldeles udmærket, de er i det mindste knastørre ”. Hverdagens små begivenheder og trivialiteter overfor store alvorlige emner som krig og skrivekunst blander sig ukunstlet sammen og gør ’Vinduet mod syd’ til en fremragende lavmælt fortælling, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion udhviskes.