Tres kilo solskin

Hallgrímur Helgason har skrevet en fabulerende, sprudlende og morsom roman om Island på vej ind i det tyvende århundrede.

Hallgrímur Helgason lader handlingen udspille sig i tiden omkring år 1900 i området ved Segulfjorden i det nordlige Island. Den røde tråd gennem romanen er fortællingen om drengen Gestur Eilifsson, der kaldes Gest. Da Gest er to år, mister han først sin mor Gudny og søster Laura i et sneskred og kort derefter sin far Eilif i en fiskeriulykke. Den lille dreng kommer i pleje hos den velstående købmand Kopp, der ikke selv har nogen sønner og derfor forkæler ham.

Gest kalder Kopp for Købefatter, fordi han er købmand og far, men da han er 12 år, bliver han uden varsel sendt tilbage til sin bygd, hvor farens ven, den filosofiske bonde Lasi, tager sig af ham. Gest forstår aldrig, hvorfor han blev sendt bort i al hast, men som læser har man sine anelser, der lidt efter lidt bliver bekræftet. Gest savner det trygge liv i købmandsgården, han forsøger uden held at komme tilbage til købmandsgården og vokser op med en bevidsthed om at have tre fædre, hvoraf han ikke kan huske den første.

Der optræder mange personer, og der er mange handlinger og sidehandlinger, men Hallgrímiur Helgason bringer os altid tilbage på sporet igen. Blandt de mange fortællinger indenfor romanen er fortællingerne om bygdens præster. Vi hører om den fordrukne præst, der begraver Gests mor og søster, og som falder – eller måske bliver skubbet – ned i graven og omkommer, og om den nye præst, hvis kirke blæser bort i en storm, og som egentlig trives bedst uden sin kirke. For alle præster gælder det, at de bor i det hus, der kaldes for præstefrueboligen sammen med deres egen hustru, de tidligere præsters enker og andre kvinder.

Titlen ’Tres kilo solskin’ henviser til, at fiskere fra Norge i slutningen af 1800-tallet begyndte at fiske sild fra Islands kyst, og når de kom ind med fangsten, skinnede den som det pureste guld. Islændingene havde indtil da stort set ernæret sig som bønder sammen med en smule sidefiskeri samt strikning af sokker og vanter i vintertiden. Nordmændene var således med til at bringe fremtiden til Island, men det skete ikke uden misbilligelse blandt den del af lokalbefolkningen, der var imod forandringer.

Undervejs dykker Hallgrímur Helgason ned i Islands historie, da de første nordmænd bosatte sig på øen omkring år 900. Der er mange henvisninger til det islandske sprog, som engang var det sprog, hele Norden talte, og til den store islandske fortælletradition. Naturen spiller, som den altid gør hos islandske forfattere, en stor og central rolle, og man mærker næsten kulden krybe ind under huden, når stormene hærger.

’Tres kilo solskin’ er en stor episk roman om Islands historie set fra et ungt menneskes synsvinkel, men jeg fandt også noget af den sammen fandenivoldskhed som i Kvinden ved 1000 grader og Lejemorderens guide til et smukt hjem og på trods af den megen alvor, er der også blevet plads til en god portion humor og livsglæde i denne sprudlende og fabulerende roman.