Crash Kalinka

’Crash Kalinka’ kører offpiste fra første side og hiver hele bagkataloget med. Her er en roman, der kræver og skubber og hiver. En voldsom og fantastisk oplevelse.

Kalinka er en kvinde, hvis numse får mænd til at pifte og hvis ansigt får dem til at trække piftet tilbage. Hun går stewardessefagets vej, selvom hun er to centimeter for lav, har flyskræk, lidt for mange problemer med huden i ansigtet og indgroede hår og død hud på skinnebenene. Kalinka bliver stewardesse for selskabet OneAir og bevæger sig i en nedadgående spiral sammen med fagets og samtidens vanvittige krav til (kvinde)kroppen og hudoverflader i det hele taget.

Se bare en spændende hovedperson! Flere gange forsøger hun at forsvinde ud af fortællingen; ja, ”livet består af blackouts, sorte perler på en snor”, men der fortsættes, for med The Sound of Music-referencen lyder det: ”My heart wants to beat”.

Når Kalinka ikke gør forsøg på at forsvinde, vrider hun (og fortælleren) kronologien som en klud, der trænger til at blive skiftet. Snart er Kalinka 4 år, snart 31. Snart ses Island i sin spæde begyndelse, snart spoles der frem til nutiden. Det er svimlende effektfuldt!

Romanen rider på voldsomt ynglende musikcitater og litterære referencer. Fra hedenske remser til nutidens beats, fra jazz til kabaret, fra bibelen til Franz Kafka. Nogle steder går det så stærkt, at overblik er noget, man kun kan drømme om at få på den næste side. Og dette morads styrer Sigrídur Larsen med fuldt overlæg. Andre steder er der roligere vande, som når afi (bedstefar) og ammas (bedstemor) rå historie får fat. Når deres levede liv indtager scenen. For ”Hukommelsen er altings gyldighed, uden den er folket intet”.

’Crash Kalinka’ er en roman – en ikke-roman – en roman – en ikke-roman, og genreeksperimentet lyser som signalet på en flyvinge eller et makeup-spejl behind the scenes.

Sigrídur Larsen er mest fantastisk, når hun graver i forfaldet og piller i afviklingen. Når hun snuser rundt på grænsen mellem levende og død. Metaforisk eller kødeligt. Når absurditeten truer med at ætse siderne op. ”Den levende kender ikke sin sjæl, den døde ikke sin krop”, står der mod bogens slutning, gengivet fra en kinesisk talemåde.

’Crash Kalinka’ er en psykedelisk buffet iblandet Islandske myter, Islandsk historie og en god portion lammende, rammende samfundskritik. Jeg ser romanen som en absurd og larmende krydsning mellem en arbejdshest og en halt enhjørning. Og jeg køber det hele og tager hatten af.