Et landskab er aldrig tåbeligt

Halldors dagbog med optegnelser fra hverdagen i det lille fiskerleje i det nordvestlige Island er en stor læseoplevelse, rørende, tankevækkende og meget smukt fortalt. 

Halldor er født i Reykjavik, men som helt ung er han rejst nordpå til et lille fiskerleje ved Geirmundsfjord. Han skriver dagbog om vejr og vind og om, hvad der sker i det lille samfund. En dag indrykker han en annonce i hovedstadsavisen efter en kvinde, der kan holde hus for mændene, og det sætter skub i tingene. Romanen består af Halldors dagbogsnotager, sat sammen og redigeret af sognerådsformanden og hans kone, og de sender dagbogen til et forlag, fordi de synes, Halldor så levende beskriver et samfund, som langsomt er ved at forsvinde, derude ved fjorden hvor vejen ender.

Halldor skriver om vejret og skyerne, om fisketurene, om små og store ting fra dagligdagen og om de forskellige personer, som bor i det lille fiskerleje. Der er præsten, som har svære problemer med sin tro, den gamle, lamme mand, som er er Halldors bedste ven, og som han kan betro sig til om brødrene Ebbi og Bensi, som altid skændes og så Gusi, som han er i familie med, og som det går så ilde. En dag kommer en filosof forbi, og de har mange samtaler om livet, døden og andre store emner. Filosoffen siger, at han læser filosofi for bedre at kunne forstå verden. ”Så var det sådan, at nogle kastede et blik på fjeldene, og så hvor meget, der var smeltet i kløfterne i det milde vejr, andre kiggede ud over fjorden og så hvordan bølgerne brækkede over helt inde ved et skær, og det derfor ikke var fiskevejr….og den ene sagde : Hvad er det kære ven, du ikke forstår?”

Halldor har det godt og trygt i hverdagen, men ind imellem bliver han ramt af tungsind, og han har en fornemmelse af, at han befinder sig på et forkert sted, og at hele livet går forbi ham. Og det med kvinder er bestemt ikke nemt.

’Et landskab er aldrig tåbeligt’, der er en flot forklaring på titlen, er en roman, der rummer det hele: en fin udviklingshistorie, en beskrivelse af et samfund, som næsten er forsvundet, lune og humor og meget elskelige personer, som det er svært ikke at komme til at holde af. De smukke og næsten lyriske beskrivelser af det barske landskab er blandet med naturvidenskab og et strejf af magi. Romanen er Bergsveinns første fra 2003, men ikke den første som er blev oversat til dansk. Det er ’Svar på Helgas brev’ fra 2012.

Jeg spurgte en islænding, hvorfor der kommer så mange fremragende bøger af islandske forfattere, og han fortalte mig, at der stadig i Island er så stor en lyst til at fortælle historier, at det er cirka hver tiende voksen, som får udgivet en bog. Hvor er vi heldige, at der også er mange af dem, der oversættes til dansk.