Drømmemestrene

Drømmemestrene er en historie med meget på hjerte og hjertet på rette sted. Sød, men aldrig fjollet. Alvorlig, men aldrig kedelig.

Hovedpersonerne i denne fantastiske roman er immigrant-parret Jende og Neni Jonka. De er rejst fra Cameroun til det sagnomspundne USA for at gøre deres lykke, men finder hurtigt ud af, at mulighederne ikke er de samme for alle i mulighedernes land. Særligt ikke hvis man er sort og mangler det eftertragtede Green-card. Heldigvis får Jende et godt job – i hvert fald sammenlignet med hans tidligere løse ansættelser i New Yorks lavere kvarterer. Han bliver chauffør for den rige finansmand Clark Edwards og dennes familie.

Hans kone Neni, som ellers har travlt med at holde styr på deres lille lejlighed i Harlem og passe sin skole, så hun kan få opfyldt drømmen om at blive farmaceut, bliver husholderske hos den samme familie i en periode. Men familien Edwards har deres at slås med. Året er 2008, og det firma, Clark arbejder for, hedder Lehman Brothers, så snart opdager Jende og Neni, at ærlighed og flid ikke altid vejer det samme på Justitias vægt.

Ud fra ovenstående kunne man godt få den frygt, at der var tale om endnu en plat-moralsk historie om hvordan ”den rige aldrig bliver lykkelig”, men heldigvis skriver Imbolo Mbue så vanvittigt godt, at romanen aldrig så meget som kaster en skygge i den retning. Tværtimod balancerer den perfekt mellem det stærke personlige drama og en omsiggribende politisk problematik uden nogen sinde hverken at reducere, glorificere eller dæmonisere den. Fortællerstemmen bevæger sig med største lethed mellem komik i møderne mellem den amerikanske og camerounesiske kultur og barsk tragedie i skildringen af de pressede familiers vilkår – nogen gange i løbet af den samme side.

Hvis man enten er til hårdkogt socialrealisme, hvor lyspunkterne er endnu færre end pengene, eller hvis man elsker hjernedød feel-good, hvor de verdslige problemer bliver komplet ignoreret i socialromantikkens sukkersøde navn, så er ’Drømmemestrene’ ikke bogen, man skal læse. Man kan ikke gøre andet end at overgive sig til denne gribende fortælling, som har flere facetter end en rundsleben brillant.