Spioners arv

Nestoren af den litterære spiongenre har skrevet en fascinerende afrunding på genrens mest markante værk.

George Smileys lærling, Peter Guillam, er fortælleren i denne historie, hvor han beordres tilbage fra sit rare pensionistliv i Bretagne til "Tjenesten" i London. Her skal han stå skoleret - eller til regnskab for - en aktion dengang i de iskolde 50'ere. En politisk kommission har forlangt klarhed over, hvad der egentlig foregik, og det kan måske også føre til flere krav, hvilket efterretningstjenesten ikke har spor lyst til. De nye og forfærdelig unge folk i efterretningstjenesten forstår ikke noget som helst, synes Peter. Han tvinges til at gennemgå den gamle sag, som således kommer til at optræde med nutiden som rammefortælling. Le Carrés ærinde er perspektivet på verdensopfattelsen dengang og nu, "hvad kæmper vi for, og hvad ønsker vi for fremtiden?" og "hvor store ofre kan der med rimelighed kræves?". Her er ikke dirrende spænding, men psykologisk velfunderede skildringer af den hemmelige tjeneste.

’Spioners arv’ er en velfortalt historie. Den er ubesværet, troværdig og forståelig på en måde, så det ikke gør spor, at denne læser ikke havde 'Spionen der kom ind fra kulden' og de fleste andre i Smiley-serien helt present. Stemningen fra dengang står krystalklart, og billederne af flugt sammen med kvinden, der var hans livs kærlighed i en gammel Trabant ad sneklædte centraleuropæiske ufarbare veje, og Berlins nye identitet som delt by hjælper en hel del. Der sker egentlig ikke ret meget i den nutidige del af beretningen, Peter/Pierre, eller hvem han nu er lige nu, prøver med vekslende held at få de unge ledere til at tro på hans vaklende hukommelse. Men gribbene i det politiske udvalg, de "tværpolitiske festaber", som det så finurligt er fordansket til, er klar, så Peter forlader Tjenestens uerfarne og snæversynede udspørgere.

Dette er ikke en almindelig spændingsroman. Le Carré er i en genre for sig selv, og i det afsluttende afsnit forsøger Smiley at forklare, hvad det egentlig var, de kæmpede for dengang, noget som desværre kun nogle af briterne i dag vil støtte: EUROPA.