Litteraturen i coronakrisen

Epidemiernes litteratur giver en vigtig viden om mennesker og epidemier, fornægtelse og blindhed. Coronalitteraturen er ingen undtagelse, men den kommer også med nyt.

Der er litteratur om epidemier skrevet før coronakrisen, men der er også post-coronalitteraturen, som i og for sig først er på vej. Imellem disse to kasser af tid har du coronalitteraturen, som er litteratur skrevet eller skabt under en bølgende epidemi og den er noget ganske særligt. Den adskiller sig blandet andet ved at være skrevet i en globaliseret og digitaliseret tid, hvor fakta og data er tilgængelig for alle, og hvor udgivelser kan foregå digitalt. Til gengæld fortæller den os om ensomheden, tvivlen og vores egennyttige og måske manglende bæredygtighed.

Her kan danske forfattere nævnes i flæng. Louise Juhl Dalsgaard, der har skrevet og netop udgivet en digtsamling med coronaen som udgangspunkt. Caspar Eric har gjort det samme, men udgivet digitalt og via podcast. Digteren Sternberg har lavet en række helbredende digte, tilsat musik, performanceoplæst og udgivet på platformen Soundcloud. Jens Blendstrup har skabt en satirisk rapportering fra forskellige steder og i forskellige situationer (alt sammen fiktivt skabt hjemme fra skrivebordet). Senere i epidemien dukker nye titler op, som forholder sig til den nye virkelighed. Carsten Jensen skriver essays om både det personlige og det globale tab i sin coronakrønike. Alle griber de sagen an på forskellig vis, og der er en masse jeg ikke får nævnt her, fx Adda Djørup med sine små håndskrevne sedler på facebook, eller novellen af Thomas Korsgaard.

Det interessante bliver, hvordan vi i kommende tilbageblik vil se på og muligvis lære af de ekstremt vigtige "optagelser", der er gjort – for gjorde vi det med litteraturen omkring fx pesten og kunne vi have været bedre forberedt?

Rotterne er de første tegn på sygdom i Albert Camus' roman Pesten fra 1947, men ingen tager dem alvorligt. De døde rotter fortolkes som en udrensning af byens rådne bagside, og fænomenet rummer både forskrækkelse og lettelse, især da det pludseligt standser ... men det er først her historien begynder. Det første offer er portneren, som man isolerer for sent:

”Portnerens død markerede, kan man sige, slutningen på en periode fuld af forvirrende signaler og begyndelsen på en ny og forholdsvis vanskeligere tid, hvor overraskelsen, som kendetegnede begyndelsen, lidt efter lidt forvandledes til panik. Nu blev vores medborgere klar over, at de aldrig havde forestillet sig, at deres by kunne udpeges specielt til at være et sted, hvor rotter dør under åben himmel, og portnere bukker under for mærkelige sygdomme.”

Perioder med isolation og ændrede muligheder for at være sociale sammen har været en del af vores virkelighed det sidste års tid i lande i hele verden og den præger fortsat alle menneskers hverdag. I Danmark er vi, som overalt i pandemiens landskaber, underlagt et anderledes måde at færdes på, som vi næppe tidligere havde forestillet os kunne være muligt. Tidligt i statsministerens taler lød det, at der på den anden side ville se ganske anderledes ud, end det gjorde inden covid19-virusset blev til en coronapandemi med verdensomspændende konsekvenser.

Nu står vi på kanten og kigger ud gennem et stykke plexiglas på den virkelighed, hvis motor vi langsomt er ved at starte.

Som temaredaktør på Litteratursiden kigger jeg på udvalget af litteratur, som det har været muligt at indlemme under paraplyen for dette tema – en litteratur, som for nogle måneder siden beskrev det usandsynlige. I dag fremstår de samme historier uhyre vedkommende og dybt realistiske.

At det utænkelige pludselig trængte sig ind i alles virkelighed er blot en af de tematikker, epidemi-litteraturen har som fællesstræk. Hanne-Vibeke Holsts Som pesten skildrer ét af verdens mest frygtede sygdomsscenarier, som brede sig som en pandemi. Et andet fælles karaktertræk er brugen af blindhed. Peter Adolphsens science fiction, Rynkekneppesygen, coronamonologen Sidste rapport fra Europa af Jokum Rohde eller Jose Saramagos En fortælling om blindhed – alle bringer de blindhed i spil som et symptom, der på en og samme tid er virkelighedsforvrængende og et billede på den moderne civilisation.

Den fortrængning, vi har set hos en række statsledere, ligger måske ikke så langt fra blindheden, og spørgsmålet bliver så, om vi kan se situationen klart på den anden side af coronaen?

Her på Litteratursiden følger vi løbende udviklingen i litteraturen under pandemien, og du kan i artiklerne Litteraturen kan hjælpe os igennem corona-krisen og Coronapoetologerne dykke længere ned i litteraturen, bruge den til se indad, udad, fremad og på et ukendt tidspunkt tilbage på en krise, vi gennemlevede, mens vi venter på at vaccinerne indtager flere og flere lande i verden.