Den autofiktive genre trives, og flere forfattere behandler deres egne historier med skønlitterære greb. Karen Fastrups roman Hungerhjerte handler om at være psykisk sårbar, om at blive syg og om at eftertragte nærvær og kærlighed fra omgivelserne.
Amagerdiagnosen
Fastrups roman trækker spor fra akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Ballerup til barndommen og opvæksten i en højskolefamilie i 1970’erne, et forlist kærlighedsforhold, efterfølgende indlæggelser og arbejdet med at blive rask. Jeg skriver om mit eget liv, fortæller Karen Fastrup, men har naturligvis fiktionaliseret dét og mig selv, man kan jo ikke bare tage sit liv og hælde det ud på nogle romansider.
Karen får diagnosen borderline og reflekterer i romanen over, at diagnoser er rangordnede efter finhedsgrad, hvor bipolar lidelse ligger i den høje ende, mens fortælleren med et glimt i øjet citerer en ven for at kalde borderline for ”Amagerdiagnosen”.
Romanen skildrer på en troværdig og inderlig måde, hvordan psykisk sygdom kan hænge sammen med at have et hjerte, som hungrer efter livets intensitet. På en meget hudløs og medrivende måde viser den Karen Fastrups kamp for at komme ud på den anden side af sygdommen, og hvordan det er muligt at leve med store følelsesmæssige svingninger.
Show it don’t tell it
Hungeren er nemlig også positiv for Karen Fastrup, der oplever den som et drive i forhold til at udtrykke sig gennem skrift.
Karen Fastrup har arbejdet omhyggeligt med romanens rytme, form, sprog og fortællerstemmer. I romanen møder læseren tre fortællerstemmer, der har forskellige sprog- og udtryksformer, og som benytter sig af forskellige sproglige billeder: Barnefortælleren Karen, som forfatteren har lånt sit voksne sprog, men ikke sin voksne refleksionsevne; den raske fortæller, som udtrykker sig gennem et roligt, poetisk sprog med refleksioner over sig selv og forholdet til forældrene og endelig den syge fortæller, der er kaotisk og beskriver den udspaltede krop og sygdommens klaustrofobiske univers.
På den måde formår forfatteren at gribe det syge og gøre det forståeligt og nærværende for læseren – ved at udfolde det i en episk form, hvor læseren får ro til at se de komplekse og sammensatte følelsestilstande. Hendes stærke billedsprog belyser og giver forståelse af det syge sind, af skamfølelsen, pinagtigheden og smerten.
Inspireret af den norske tradition
Karen Fastrups overvejelser om at skrive i den autofiktive genre har været mange. Hun lægger ikke skjul på, at det har påvirket hende at oversætte norske forfattere som Linn Ullmann og Vigdis Hjorth, som i deres seneste udgivelser skriver i den autofiktive genre. I det hele taget er Karen Fastrup meget påvirket af den norske tradition, helt tilbage i hendes bardomshjem blev der læst meget norsk litteratur.
Karen Fastrup fremhæver desuden andre nyere danske forfattere, som har skrevet stærkt om det syge sind, nemlig Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof. Hun mener selv, at hun adskiller sig fra disse ved at beskrive det syge sind i en mere udfoldet episk form.
Politisk projekt
Romanen er først og fremmest et litterært værk, men også en personlig historie og et politisk projekt, fortæller Karen Fastrup, der gerne vil anskueliggøre, hvad det vil sige at være psykisk syg.
Jeg tager en for holdet i forøget på at nedbryde fordomme og tabuer om psykisk sygdom og fortælle om et hungerhjerte, der ønsker at høre til blandt andre mennesker og blive elsket.
Titlen ’Hungerhjerte’ peger på det at sulte efter accept, kærlighed og fællesskab. Psykisk syge, ikke mindst med diagnosen borderline, kan ofte have en følelse af at stå på yderkanten af verden og ikke høre til. Denne følelse formidles fornemt med Fastrups fortællermæssige greb, så den bliver almengyldig og fortjener et stort publikum.
Romanen er nomineret til DR Romanprisen 2019 og præmieret af Statens Kunstfond som et værk af særlig høj kunstnerisk kvalitet.
Kommentarer