I Guds rige

Medrivende og bevægende beretning om et sygdomsforløb er samtidig en broget og finurlig slægtskrønike i mol.

Da Anne-Grethe Bjarup Riis’ søn Gilbert får konstateret leukæmi i en alder af 8 år, starter et helt nyt liv for den danske skuespiller, instruktør, debattør og forfatter og hendes familie. Et liv med CVK, Vincristin, Intraspinal MTX, Movicol, undersøgelser, operationer og det særlige sygehusliv og fælleskab, der udspiller sig for dem med langtidsindlagte eller alvorligt syge børn. Et liv hvor alting med ét sættes i perspektiv og ses i et helt nyt lys. Et liv der skaber en kilometerlang psykisk afstand til omgivelserne. Også familie og venner.

’I Guds rige’ er en medrivende og meget bevægende beretning om et sygdomsforløb, der har vendt liv og død på hovedet for en familie. Samtidig er det en broget og til tider finurlig slægtskrønike, hvor undertonen er i mol.

Der er tre spor i fortællingen. Det første spor, katalysatoren for hele historien, er Gilberts sygdomsforløb fra leukæmien konstateres til den sidste kemopille sluges. Det andet spor er Anne-Grethes tilbageblik på en barndom, der har budt på skidt såvel som kanel for den ukuelige pige, der fra helt ung kæmpede bravt for sin berettigelse til at være til, nu når hun ”var trådt ind i livet på et afbud”. Før Anne-Grethe blev født døde hendes 7 timer gamle storesøster Marianne. Hun nåede ikke at blive døbt, og kunne derfor ikke begraves på kirkegården, og Anne-Grethes mor nævner jævnligt den datter, der kunne have været:. ”Men hvis Marianne ikke var død, så havde du selvfølgelig ikke været her ”. Det hele er noget, der forfølger Anne-Grethe og planter sig i hendes bevidsthed som en forbandelse, der hviler over familien. Det tredje spor er forældrenes historie. Der er spredte tilbageblik til Grethes og Knud-Eriks barndom og ungdom. Her får man en fornemmelse af, hvad der har gjort de to til de mennesker – og forældre – som de var og er.

Det her er én af de bedste læseoplevelser, jeg har haft meget længe. Jeg sidder nærmest og er helt blæst bagover af benovelse over Anne-Grethe Bjarup Riis’ talent for at skrive og beskrive, og samtidig er jeg fuld af kærlighed til den lille familie, der, ligesom alt for mange andre familier, har været så ubeskriveligt og uretfærdigt meget igennem. På grund af de tre spor sker der meget i løbet af de næsten 400 sider, og man er hele følelsesregistret igennem. Forfatteren er hudløst ærlig omkring alle følelser, intet gemmes væk: Svigt, angst, utilstrækkelighed og magtesløshed udstilles. Det er autofiktion i stil med Leonora Christina Skovs Den, der lever stille og Thomas Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi, og det er en meget velskrevet roman.