Monstermenneske

Et liv med ubærlig træthed og angst er Kjerstis hverdag. Monstermenneske er en meget læseværdig roman om at kæmpe mod sygdommen og få sit liv tilbage.

Monstermenneske handler om Kjersti, som lider af ME (kronisk udmattelsessyndrom), og som derfor er tvunget til at leve i ufrivillig isolation. Bogen er såkaldt autofiktion, og hovedpersonen deler navn og skæbne med forfatteren, Kjersti Annesdatter Skomsvold.  Kjersti har mange drømme om, hvordan livet kunne være, men der er alt for mange men’er, som hele tiden begrænser hende. Hvor hun før spillede fodbold og var den hurtigste til at løbe, er hendes liv nu blevet et mareridt, hvor hun ingenting kan. I perioder ligger hun på en madras i kælderen, og selvom hun er ret ung, sker der ingenting i hendes liv. På et tidspunkt kommer hun også på plejehjem for at aflaste familien.

Alligevel drømmer hun om at blive forfatter, hun skriver på en slukket computer og laver en masse notater på gule post it-sedler. Kæresten Erik og forældrene støtter hende, så godt de kan. Alligevel oplever hun den ene nedtur efter den anden og kan slet ikke forestille sig fremtiden. Over tid lykkes det hende at komme i gang med sin roman, som faktisk handler om at skrive en roman. Den handler om en gammel dame, Mathea, som bor på plejehjem, og den kredser om mange ting, for eksempel: Hvem er jeg? Hvis jeg kan skrive en roman, må jeg også være nogen og ikke bare et sygt menneske, som lever i konstant angst.

Hovedpersonen bruger mange sider på at finde vejen fremad og tilbage til livet. Det er af og til lidt omstændeligt, men alt bliver samlet til en helhed, da romanen er færdig, og Kjersti endelig har fået sit liv tilbage. Det er en lang og krævende proces, hun går igennem, ofte taber hun modet, men kravler op på hesten igen. Hun vil virkelig det her og formår at finde vejen. Man kan kun have respekt for Kjersti, som giver en fin indsigt i, hvilket helvede hun gennemgår, og hvordan hun tackler alle de forhindringer, hun møder på sin vej. På trods af det alvorlige emne formår hun alligevel at skrive humoristisk og med sort humor indimellem de lange passager, hvor sygdommen dominerer.

Monstermenneske er bestemt en meget læseværdig roman. Den er ikke hurtigt læst, og man oplever som læser, hvordan de forskellige stemninger påvirker skriveriet. Den strækker sig over mange år, og jeg blev som læser rørt over, at det lykkedes hende at finde livsglæden igen.