Fra vinterarkiverne

Roman i mol. Stærk og hudløs selvbiografisk fortælling om et familieliv, der er præget af mandens bipolaritet og stofmisbrug og af en elendig økonomi.

’Fra vinterarkiverne’ er en roman i mol. Selv omslaget er gråt. Romanens tre afsnit, ”Natnotater”, ”Vinteralfabetet” og ”De grå hunde”, beskriver bogens stemning af dysterhed og mørke. Norske Merethe Lindstrøm fortæller om sit forhold til Mats og om den store altoverskyggende kærlighed, der overlever på trods. På trods af Mats´ bipolaritet og stofmisbrug, der gør ham uberegnelig og på trods af, at de hele tiden kæmper med en elendig økonomi. Alligevel insisterer forfatteren på at kalde det en kærlighedsroman.

Merethe og Mats er flyttet på landet sammen med deres tre børn og hunde for at være voksne og lægge byen og alt det mislykkede bag sig, som Merethe udtrykker det i starten af bogen. De vil starte på en frisk.

Da de mødtes, opstod den store kærlighed, men oddsene er svære lige fra starten. Mats´ far var alkoholiker, og hans mor var maniodepressiv, Meretes far fik elektrochok for sine angstanfald, men var en meget kærlig mand, mens hendes mor kæmpede en hård kamp som enlig mor i 1960-erne, og det meste af tiden var hun fraværende. Mange af beskrivelserne, især fra Merethes barndom, er hudløse og hjerteskærende, som da en af mores kærester siger til hende, at sådan en som hende er værdiløs og vil havne i prostitution. Da Mats og Merete mødes, har hun en søn fra et tidligere forhold, og sammen får de to døtre. Mats har gået på universitetet, men har for det meste kun småjobs som fx pedel, som han ofte forlader uden varsel. Der falder mere ro på ham, når han laver kultegninger. Merethe skriver, mens hun kæmper for at holde sammen på det hele.

Merethe Lindstrøm beskriver hudløst ærligt en dagligdag præget af angst og usikkerhed. Hun ved aldrig, hvornår Mats igen må opsøge sin pusher, eller hvornår han kommer tilbage, når han vælge at forsvinde. Ligesom hun hele tiden frygter, at han vil begå selvmord. Det bliver ikke bedre, selv om de flytter på landet. Selv når de er ude at rejse, forsvinder Mats. Alligevel kan hun ikke forlade ham. Kun én gang forsøger hun. Hun pakker sine tasker, går mod busstoppestedet og vender hjem igen. Hun bliver aldrig klar over, om Mats overhovedet har ænset hendes forsøg.  

Som udenforstående kan det være svært at forstå, hvordan Merethe kan holde ud. Kunne hun ikke have givet sine børn en bedre opvækst alene? Det har kostet Merethe Lindstrøm mange overvejelser at skrive bogen, og hun har bedt sine døtre, der nu er 13 og 16 år, om først at læse bogen i sin helhed senere. Hun har valgt at skrive bogen som en roman, har slået flere personer sammen til én og har ændret navnene på alle andre personer end sig selv og Mats.

’Fra vinterarkiverne’ er ikke en let tilgængelig bog, da den konstant springer i tid og sted. Så selv om det er en vigtig bog, når den ikke på niveau med Dage i stilhedens historie, som Merethe Lindstrøm modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2012.