Af cand.mag. i litteraturhistorie og forfatter Mads Damsø.
Der var engang en forfatter, og selvom hans hverdag på ingen måde var eventyrlig, ville folk alligevel meget gerne læse om hans seje kamp med livet i en bog. Hans navn var og er Karl Ove Knausgård, for han lever formodentlig i bedste velgående, vel vidende at han, efter en mindre corona-forsinkelse, endelig kan tage plads på den litterære trone, idet han modtager Hans Christian Andersen Litteraturprisen 2020.
Drømmedebut
Det har stået i stjernerne længe, at Knausgård var i spil til at opnå sådan en anerkendelse. For allerede som debutant blev hans forfatterskab hædret. Da han udkom med ’Ude af verden’ i 1998, fik han som den første debutant nogensinde den norske Kritikerprisen.
Igennem hovedpersonen, Henrik Vankel, fortæller Knausgård i sin debut på indgående vis om Vankels følelser af skyld og skam, da han som ung skolelærer i det nordnorske indleder en affære til en 13-årig elev. Selvsamme Vankel viser sig at være fortælleren i Knausgårds opfølger ’Alting har en tid’ (2004), der i første omgang er både en dramatisk genfortælling af en række bibeltekster og en udlægning af englenes væsen og historie.
Knausgårds kamp
De fleste læsere i Danmark og resten af verden kender dog nok hovedsageligt til Knausgårds forfatterskab i forbindelse med udgivelsen af hans tredje værk, seksbindsmonstret Min kamp (2009-2011). Her lader Knausgård over mere end 3500 sider os læsere komme helt tæt på sit inderste væsen i en autofiktion, hvor han udover at lade os forstå, at Knausgård faktisk selv har oplevet nogle af de slibrige ting, han fortalte om Henrik Vankel, for eksempel skriver om sit problematiske forhold til sin afdøde far og om sin kones psykiske sygdom. En for nogle læsere grænsende til nådesløs udlevering af de personer der står ham nærmest. Men romanserien er først og fremmest en selvudlevering, hvor Knausgård ikke er bange for at skrive om sine egne mangler, når han tager på druk, når han er utro, eller når han rammes af en voldsom ulyst til at være far for sine børn.
Netop dette var Knausgårds projekt. Han ville skrive om, hvordan livet var. Præcis, hvordan det var. Om drømmene, om lysten og om længslen. Men også om skammen, om forfængeligheden og om frygten. Hele kampen, hver en detalje. Fra den minutiøse gennemgang af hverdagen, hvor han blandt andet forsøger at få gøremål som skrivegerning og babyrytmik til at hænge sammen, til de højtflyvende filosofiske overvejelser om at være til og tankerne om de relationer han har og havde til sine medmennesker igennem barndommen, ungdommen og i voksenlivet.
På den måde fremstår ’Min kamp’ som et skelsættende værk i litteraturhistorien, som en dybt menneskelig beretning om livet, der til tider kan virke så genkendelig for læseren, at man kunne sværge på, at Knausgård gik rundt med en større indsigt end resten af os dødelige.
Imellem fiktion og virkelighed
Samme tålmodige prosastil, samme måde at investere sig selv som et subjekt, der oplever og erfarer ting i den store vide verden, anlægger Knausgård i sine to essaysamlinger Sjælens Amerika (2013) og I kyklopernes land (2018). Her udviskes skellet imellem fiktion og virkelighed definitivt, når Knausgård på videbegærlig vis undersøger alt mellem himmel og jord.
I tiden mellem udgivelsen af de to essaysamlinger blev der også plads til at skrive endnu en bogserie, som fik navn efter årstiderne. Om efteråret, Om vinteren, Om Foråret og Om sommeren (2015-2016) er en art encyklopædi, som Knausgård skrev til sin på det tidspunkt ufødte datter, så hun kunne blive klogere på, hvad hun kunne vente sig af livet, når det kom til noget så specifikt som æbler, grævlinger, skumring, termokander, opkast, Flaubert, fugletræk og mange andre genstande og fænomener.
Knausgård har opnået sin store anerkendelse på baggrund af de bøger, der lykkedes med at smelte romangenren sammen med selvbiografien. I et årti, hvor autofiktion blev den største litterære tendens, var Knausgård den vigtigste forfatter af dem alle. Hans kamp med livet og hans både nøgterne og poetiske måde at formidle den på har i årevis duvet så dejligt for læserens blik.
Stjernen funkler fortsat …
Men imens vi ønsker et kæmpe tillykke med den velfortjente pris og skulle lige til at skrive, at kongen levede lykkeligt til sine dages ende, tændte han selv et nyt lys på sin stjernehimmel af romaner.
For i en situation, hvor det ikke kunne forventes, at Knausgård kunne presse rammerne for sin autofiktion til nye højder, er det både modigt og forfriskende, at det seneste værk er taget i en helt anden retning. I Morgenstjernen (2020) beretter fortælleren godt nok stadig i første person på bedste Knausgård-vis, men der er til gengæld hele ni af dem. Og de tager os med ind i en fortælling, hvor den ene overnaturlige begivenhed efter den anden forårsager stakåndet suspense, imens vi hastigt vender siderne med vores sitrende fingre. Den nye Knausgård er en ny form for spænding, der får os til at dreje vores forventningsfulde ansigter mod nattehimlen på udkig efter hans næste stjerneskud.
(I tilføjelse til den oprindelige artikel)
Vi skulle heldigvis ikke vente længe. For natten til den 24.3.2021 slog en meteor ned i Skoven og floden.
I dette fremragende essay fortæller Knausgård, hvordan han som fan møder sit idol, verdens måske største kunstner, Anselm Kiefer. Og det er en stor fornøjelse at følge med, når Knausgårds skriverier veksler mellem beskrivelsen af Kiefers menneskelige karakteristika og Knausgårds egne analyser af kunstnerens arbejde, der for ham siger alt om kunstens rolle i livet og omvendt. Vi bevæger os fra det lettere morsomme i, at Kiefer for eksempel konsekvent kalder Knausgård for Klaus, som om han ikke rigtig ved, hvem Knausgård er, og Knausgård der i ren forlegenhed ikke får irettesat ham, til de mere tunge ture tilbage til Kiefers fortid, fra mindet om en autoritær far i barndommens Schwarzwald til skyggerne af nazismen i efterkrigsårenes Tyskland, der også strækker sine forgreninger ind på universitetet i Freiburg, hvor Heidegger havde til huse…
Jeg håber, I glæder jer til mere Knausgård. Det gør jeg.
Kommentarer