Fra skyggerne af det vi ved

Grundig gennemgang af den selvbiografiske roman med Min kamp som omdrejningspunkt. Dette er bogen, hvis man interesserer sig for Karl Ove Knausgårds autofiktion.

Poul Behrendt gennemgår den selvbiografiske roman med udgangspunkt i Karl Ove Knausgårds autofiktive forfatterskab med særligt fokus på Min kamp. Han gennemgår de forskellige genrer af den selvbiografiske roman, som engang blev kaldt for en nøgleroman. Senere er begreber som autofiktion, erindringsroman, virkelighedsfiktion, selvfortælling, dobbeltkontrakt, performativ biografisme eller semipermeabel fortælling dukket op. Den klassiske definition på autofiktion er en roman, hvor der er navnelighed mellem forfatter, fortæller og hovedperson, og hvor der står roman på forsiden, men der ikke nødvendigvis er empirisk identitet.

Efter at flere forskere i 1960’erne havde erklære forfatteren for død, idet man mente, at værket var autonomt, og at forfatteren derfor var uden betydning, genopstod forfatteren så at sige fra de døde i 1970’erne. Kritikere og læsere havde dog aldrig opfattet forfatteren som værende uden betydning. Forfatteren træder stadig tydeligere frem, og det, vi nu kalder autofiktion opstod i 1970’erne i Frankrig. Poul Behrendt mener, at man kan tale om fire faser i autofiktionen: 1970’er med forfattere som Marie Cardinal og Hans-Jørgen Nielsen, 1990’erne, som han omtaler som Dobbeltkontrakten, med forfattere som Peter Høeg og Thorkild Hansen, 00’erne med Karl Ove Knausgård som omdrejningspunkt, og endelig tiden efter 2009, som han kalder No Name, med forfatter som Kristina Stolz, Linn Ullmann og Delphine de Vigan. SUV kalder han de tre forfattre.

Poul Behrendt mener ikke, at SUV-forfatterne kunne tænkes uden Karl Ove Knausgård, for selv om de på mange måder er i opposition til ham, skriver de sig også som han ind i et familie- og generationsoprør. Hvor Knausgård bruger sit eget navn, bruger Kristina Stolz i sin roman ’Som om’ navnet Fanny som pseudonym, mens Linn Ullmann og Delphine de Vigan slet ikke bruger noget navn, men blot et jeg. Til gengæld mener Poul Behrendt, og andre med ham, at Vigdis Hjorths roman Arv og miljø ikke er autofiktion, bl.a. fordi, der ikke er navnelighed.

Autofiktionen og dens beslægtede genrer kan sætte følelserne i kog. Selv om der står roman på forsiden, og selv om der ikke er navnelighed med virkelige personer i Arv og miljø, forhindrede det dog ikke Vigdis Hjorths søster Helga i at skrive en bog, hvor hun går til modangreb på Vigdis Hjorths anklager mod familien. Hun kalder bogen for rent opspind. Også Karl Ove Knausgårds onkel forsøgte at stoppe ’Min kamp’, som han kaldte for ”Judas-litteratur” og karaktermord på sin bror, Karl Oves Knausgårds far. ’Min kamp’ blev som bekendt ikke stoppet, men farens rigtige navn og andre navne blev slettet eller ændret.

Selv om Poul Behrendts bog gennemgår forskellige former for selvbiografiske romaner, er den dog først og fremmest en grundig og meget akademisk analyse af hele Karl Ove Knausgårds forfatterskab, og kun ganske andre forfattere har fået plads i bogen. Jeg savner fx en forfatter som Knud Romer. Hvis man interesserer sig for Karl Ove Knausgård og hans forfatterskab, er dette til gengæld helt klart BOGEN.