New Forest

Med poetisk og sprogligt nærvær og en sjælden intensitet folder Josefine Klougart sit sikre talent ud i denne murstensroman om kærlighed, natur, familie og forfald.

Som dedikeret fan af Josefine Klougart var min begejstring naturligvis stor, da jeg i sensommeren erfarede, at der ville udkomme en ny roman af hende i løbet af efteråret. Omgående lagde jeg billet ind på at anmelde den, og så var det jo ellers bare at vente. Da den eftertragtede bog dukkede op ved min hoveddør en dag i november, fik jeg et mindre chok: Ikke mindre end 700 tætskrevne sider blev mig overrakt, og jeg så vågne nætter og forsømte børn for mit indre blik ved tanken om, at denne murstensroman jo skulle læses indenfor en overskuelig fremtid. Og nu hvor den er læst, ville jeg bare ønske, at den var dobbelt så lang! Større cadeau findes næppe. Det er læsefryd i koncentreret form, og det er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg synes, jeg mangler ord til på retfærdig vis at beskrive bogen. Og dét er også en cadeau!

Tematisk kan man sige, at Klougart samler alle temaer fra sine tidligere udgivelser i denne: Her er barndomserindringer, som man også kan læse om i debutromanen ’Stigninger og fald’ (2010). Her er det sexuelle paradoks, som foldes ud i ’Hallerne’ (2011). Kærlighedsforholdet, der går på hæld, fylder også, som det i særdeles gjorde i ’Én af os sover’ (2012), og den fragmentariske form, hestene, naturen og bjergene genfindes heri, som en efterklang fra ’Om mørke’ (2014).

Når dét er sagt, må jeg dog understrege, at det hos Klougart mere er sproget end handlingen, der driver værket. Hun har en evne, som jeg ikke er stødt på andre steder, til at (be)skrive selv det grimme, det grusomme, det uskønne, det ulykkelige, så det bliver smukt. Der er et poetisk sprogligt nærvær og en intensitet, som smitter af på læseren, så også denne føler mere nærvær. Jeg har tidligere kaldt Klougarts litteratur for meditativ, og den beskrivelse står jeg ved: Tænk, at ord, sat sammen på denne Klougartske facon, kan betyde, at jeg som læser bliver et lidt bedre menneske.

Der er et utal af billeder og beskrivelser, som jeg ville ønske, jeg kunne lagre i min hukommelse og tage frem, når situationen var til det. For eksempel disse ord om et kærlighedsforhold: ”Den der elsker mindst har magten. ” At kunne sige så stor og så frygtelig en sandhed med så få ord, beundrer jeg. Eller dette billede på alderen: ”Alderen kommer ikke snigende. Den falder over én som et læs grus der bliver smidt foran ens hus. ”

Samlet set er ’New Forest’ et smukt vævet tæppe, hvor alt det, der var, slynger sig ind og ud af alt det, der er, og hvor trådene knytter sig til hinanden gennem erindringen. Et tæppe, som er vævet af en følsom hånd, der mærker og husker, hvordan det var at elske og at miste. ”Der er erindring i alt”.